Yvonne fik brev fra Det Hvide Hus: Blev så vred at hun sendte det retur

- Jeg har aldrig nogensinde modtaget et brev med så mange dumme fejl, fortæller den tidligere engelsklærer

Foto: Yvonne Mason.
Foto: Yvonne Mason.

I 17 år har Yvonne Mason rettet utallige opgaver, da hun arbejdede som engelsklærer på amerikanske skoler.

Hun var derfor ikke imponeret, da hun for nylig modtog et brev, der var fyldt med grammatiske fejl.

Men brevet var ikke fra hvem som helst. Det var fra administrationen i Det Hvide Hus, og det var derfor underskrevet af præsident Donald Trump.

Yvonne Mason fandt sin gule overstregningstusch og kuglepen frem og rettede brevet, som var det skrevet af en af hendes tidligere elever.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt New York Times og USA Today.

- Jeg har aldrig nogensinde modtaget et brev med så mange dumme fejl, fortæller hun til USA Today, efter hun lagde et billede af brevet på sin Facebook-profil. Hun har efterfølgende sendt brevet retur.

På billedet fremgår det blandt andet, at hun har rettet ord som 'nation', 'federal', 'president' og 'state', som i brevet er stavet med stort bogstav, hvilket ifølge Yvonne Masen er en alvorlig fejl. I alt talte hun 11 tilfælde i brevet.

Yvonne Mason sendte oprindeligt et brev til Donald Trump, hvor hun opfordrede ham til at besøge de familier, der mistede et barn under skoleskyderiet i Florida, der fandt sted 14. februar. Yvonne Mason mener dog, at administrationen undveg hendes forespørgsel og i stedet fokuserede på, hvad der nu bliver gjort for at undgå, at det sker igen.

Selv om brevet er underskrevet af Donald Trump, er hun bevidst om, at det højst sandsynligt ikke er ham, der har skrevet brevet, men i stedet en person fra hans administration.

Men det gør ifølge Yvonne Mason ikke problemet med stavningen mindre.

- Når du modtager et brev fra den øverste instans i regeringen, forventer man, at det i det mindste er korrekt, siger hun til USA Today.

New York Times har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Det Hvide Hus.

Læs også om Trump-plakaten, der blev trukket tilbage - kan du mon spotte fejlen?

262 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere