Søndag står for mange mennesker i afslapningens tegn. På sofaen foran fjernsynet. Eller måske spiser man pandekager til morgenmad, forbereder sig på en lang arbejdsuge eller rydder op.
Så er der andre, der bruger deres søndag på at klæde sig ud som zombier og skræmme livet af folk.
Det var præcis det, der udspillede sig ved Vallensbæk Mose søndag formiddag. Her var voksne og børn samlet til et løb, hvor pointen er, at der ligger mennesker på lur forklædt som zombier, og kun venter på at se de rædselsslagne reaktioner fra løberne.
Det er hylene, skrigene og de skræmte ansigter, der giver zombierne et kick.
- Har I det godt? Er I klar til at blive bange? Er zombierne klar?, lyder det over højtalerne få minutter før, at zombieløbet går i gang.
Inde fra en labyrint kan der høres hvin, skrig og rallende lyde, da de første løbere bliver sendt afsted.
Her hænger der en zombie klædt i habit i en kæde ud fra hegnet. Med bylder og blod i ansigtet - klar til at gribe ud efter de befippede børn og voksne, der løber forbi ham.
Tine Hartig er til zombieløb med sin søn. Hun har været til løbet flere gange. Både som løber og som zombie. Men zombie er klart det sjoveste, fortæller hun.
- Prøv og hør, det er en forvokset fangelejr. Det er simpelthen så fedt at skræmme livet af folk og kunne fange dem samtidig, siger Tine Hartig.
Hun skræmmer folk ved at krybe sammen og få øjenkontakt med folk. Og så skruer hun helt op for de rallende lydeffekter, fortæller hun.
Det er ikke noget, hun har ofret mange penge på. Tine Hartig har været i genbrugsbutik og fundet en gammel brudekjole. Professionelle sminkører har stået for make-up.
- Det her er blevet en fast, årlig tradition. Det er det fedeste, og jeg ser frem til det hvert år, siger Tine Hartig, før hun poserer med stive fremstrakte arme mod kameraet og et fjernt blik i øjnene.
Det er det barnlige element i at bruge en søndag på at være klædt ud som zombie, der tiltaler de tre kvinder.
- Man kan få lov til at lege igen. Voksne mennesker bliver bange for os. Det er da det bedste af det hele, fortæller Vicki Jessen.
- Især mændene, der skriger som små piger, og skubber deres små børn ind foran sig for at beskytte sig selv. Det er virkelig noget af et syn, tilføjer 18-årige Malina Litichevski grinende. Hun agerer zombie for fjerde år i træk.
Ingen af kvinderne synes, at det er akavet eller grænseoverskridende at skræmme løberne.
- Det er ligesom at være i forklædning da man var lille. Der er ingen, der aner hvem vi er, siger Malina Litichevski.
Det er Uffe Rosendahls første gang til zombieløbet. Det er for at få en afveksling fra de almindelige løb, han normalt gør sig i.
- Jeg synes bare, det er et sjovt koncept. Det her er noget anderledes i forhold til almindeligt løb, siger han.
- Det er bare fedt at se granvoksne mænd blive helt skræmte, siger Uffe Rosendahl.
Han har bare fundet noget gammelt tøj i skabet, og så har han været forbi fire sminke-stationer for at få det helt rigtig horror-look, fortæller Uffe Rosendahl, hvis pande er fuld af bylder i muglignende farver.
I en container i labyrinten sidder den 45-årige Kim Andersen og venter på, at han kan springe op som en klovn af en æske, og fryde sig over de skræmte reaktioner på hans zombie-mundering.
- Det er min kone, der står derovre, siger Kim Andersen, og peger over på en blodig arm, der stikker ud af hegnet.
Han er til løbet med sin kone og to børn.
- Det er en familieting. Vi synes, det er sjovt at klæde os ud. Vi har fire forskellige hobbyer normalt. Vi synes simpelthen bare det er fedt, siger Kim Andersen.
Det er lidt grænseoverskridende for Kim Andersen at skulle skræmme mennesker. Datteren derimod, går til cosplay, som er et koncept, der går ud på at man klæder sig ud, og optræder som en bestemt figur fra fiktionens verden.
Hans familie er derfor vant til at klæde sig ud. Selv skal han lige vende sig til det.
- Men det er sindssygt skægt, når man hører at løberne hyler og spjætter. Hold kæft det er sjovt, siger Kim Andersen.
- Vi er zombierne fra Roskilde, siger Kim Andersen grinende, før han hopper tilbage under containerens låg.
