Zoo til salg i over to år

Ejerne af Munkholm Zoologiske Have ved Balle på Djursland undrer og ærgrer sig over, at det endnu ikke er lykkedes at sælge deres livsværk

Ægteparret Benny og Annelise Johansen har ifølge egne udsagn stadig is i maven i forhold til at vente på at få solgt deres zoologiske have. Så selv om der er gået mere end to år med at være til salg, så er parrets glæde ved dyrene, som det fremgår af billedet, uformindsket. Foto Ernst Van Norde
Ægteparret Benny og Annelise Johansen har ifølge egne udsagn stadig is i maven i forhold til at vente på at få solgt deres zoologiske have. Så selv om der er gået mere end to år med at være til salg, så er parrets glæde ved dyrene, som det fremgår af billedet, uformindsket. Foto Ernst Van Norde

Glæden ved ejerskabet og, ikke mindst, dyrenes og naturens nærvær er intakt i en grad, så det stadig vil være med vemod, når en køber har skrevet slut-dokumenterne under. Alligevel både ærgrer og undrer ægteparret Benny og Annelise Johansen sig over, at de nu i mere end to år ikke er er lykkedes med at sælge deres livsværk - Munkholm Zoo på Djursland med knap 500 dyr i 80 forskellige arter, 250 kvadratmeter bolig, stalde, skure, cafeteria, toiletbygninger og 21.000 kvadratmeter jord.

De troede, dyreparken kunne sælges hurtigt, men efter at have udsendt mellem 400 og 500 salgsopstillinger og mellem 30 og 40 mulige købere har været på besøg i parken ved Balle på det sydøstlige Djursland, er Benny og Annelise og deres fem ansatte stadig dem, som servicerer både dyrene og de mere end 30.000 årlige gæster.

Munkholm Zoo kan erhverves for 4,5 millioner kroner, dyr og alt andet inklusive. Ifølge Benny Johansen har det aldrig været prisen, som har spændt ben for en handel.

- Vi er fortsat i dialog med en mulig køber fra Sjælland. Hun er kvindelig dyrlæge og oprigtigt interesseret, men hun og hendes revisor har også svært ved at beslutte sig endeligt, siger Benny Johansen.

Medieomtale er en god forretning

Da den nu 63-årige Benny Johansen for tre år siden fik konstateret kræft på stemmebåndet og skulle gennemgå flere operationer, tog han og hustruen beslutningen om at sælge deres livsværk, som de har haft siden 1994. I første omgang gik de dog forsigtigt frem ved kun at tillade ejendomsmægleren at have Munkholm Zoo til salg som et såkaldt skuffesalg (uden annoncering).

Da de hev salgsopstillingen op fra skuffen sidste sommer, kom der så meget mere fart over feltet af interesserede, at de nu et år senere er overraskede over, at de endnu ikke har solgt.

Ejerparret i Munkholm Zoo hygger sig blandt lamaer, får og geder. Foto Ernst van Norde
Ejerparret i Munkholm Zoo hygger sig blandt lamaer, får og geder. Foto Ernst van Norde

- Den megen medieomtale sidste sommer har faktisk betydet, at vi i dag har en endnu bedre forretning at sælge, pointerer ægteparret, der har to voksne børn og fem børnebørn. Ingen af børnene har villet overtage stedet - både af økonomiske grunde og fordi de har erfaret, at det ikke bare er et 8-16 job, men en livsstil.

Besøgstallet for hele 2019 er i sagens natur endnu ikke tilgængeligt, men ifølge Benny Johansen vil det med sikkerhed overgå de 30.000 gæster i 2018.

Banker blokerer

Benny Johansen er heldigvis erklæret rask, så det er ud fra devisen, at intet varer evigt kombineret med et ønske om et otium uden så lange arbejdsdage, som der er i åbningsperioden fra påsken til og med efterårsferien.

- Vi er ikke desperate og fortsætter bare nogle år endnu, til vi ikke kan mere, hvis det ikke lykkes at sælge stedet. Men vi håber virkelig ikke, at det kommer så vidt, at vi skal sælge dyrene og rive det hele ned, siger Benny Johansen.

Det er første og hidtil eneste gang i danmarkshistorien, at en komplet zoologisk have med privatbolig er sat til salg. Prissætningen var ikke nem, fordi dyrene fulgte med, og Benny og Annelise Johansen tror ikke, at de får fuldt udbytte af parkens reélle værdier.

- Hverken før eller nu har det her været for pengenes skyld, men fordi vi sætter andre værdier højt, siger Benny Johansen og giver sit bud på, hvorfor det alligevel ikke er lykkedes at sælge:

- Det klart største problem er, at banker og realkreditinstitutter ikke vil låne penge ud til at finansiere køb af en turistattraktion i et udkantsområde. Køberne kan ikke låne pengene, og det har spændt ben for rigtig mange mulige handler.

***

Gid jeg kunne købe

Dyrepasser-elev Pernille Christensen ville ikke tøve ét sekund, hvis hun havde økonomi til at købe Munkholm Zoo.

- Det er vel enhver dyrepassers drøm. Et skønt sted med skønne mennesker og skønne dyr. Samtidig rummer det masser af muligheder for at udvikle og udvide konceptet med eksempelvis shelters (hyttter) og overnattende gæster, siger den 26-årige dyrepasser-elev, der stammer fra Nordjylland, men bor i en lejlighed på førstesalen hos sine arbejdsgivere, Benny og Annelise Johansen.

Dyrepasser Pernille Christensen ville ikke selv tøve med at købe sin arbejdsplads, hvis hun havde penge til det. Foto Ernst Van Norde
Dyrepasser Pernille Christensen ville ikke selv tøve med at købe sin arbejdsplads, hvis hun havde penge til det. Foto Ernst Van Norde

Pernille Christensen undrer sig også over, at hendes læreplads indtil december 2020 endnu ikke er solgt.

- Det er godt nok et stort arbejde og et kæmpe ansvar. Til gengæld får man verdens bedste job, pointerer hun, mens hun tydeligt nyder at kæle om parkens to blåræve, der normalt lever i verdens nordligste områder og har en pels så tyk om vinteren, at de først fryser, når temperaturen overstiger minus 40 grader.

 

1 af 3 Denne berberabe stak sammen med sine tre artsfæller af fra Munkholm Zoo i en uges tid i foråret 2016. Sagen skabte megen medieomtale, men det har aberne tilsyneladende ikke ladet sig forstyrre af. Foto Ernst Van Norde
2 af 3 
3 af 3 Ægteparret Benny og Annelise Johansen har ifølge egne udsagn stadig is i maven i forhold til at vente på at få solgt deres zoologiske have. Så selv om der er gået mere end to år med at være til salg, så er parrets glæde ved dyrene, som det fremgår af billedet, uformindsket. Foto Ernst Van Norde
42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere