Zoologisk have sat til salg: Interessen er eksploderet

INKLUSIV DYR: Hvis du har 4,5 millioner kroner og et godt dyrehjerte, kan du blive ejer af Munkholm Zoo ved Balle på Djursland

Munkholm Zoo på Djursland ventes at blive solgt ganske hurtigt, selv om det er første gang i danmarkshistorien, at en zoologisk have med det hele er sat til salg. Her ses ejeren Benny Johansen kigge med bendrende blik på sine afrikanske sporeskildpadder. Foto Claus Bonnerup
Munkholm Zoo på Djursland ventes at blive solgt ganske hurtigt, selv om det er første gang i danmarkshistorien, at en zoologisk have med det hele er sat til salg. Her ses ejeren Benny Johansen kigge med bendrende blik på sine afrikanske sporeskildpadder. Foto Claus Bonnerup

Benny Johansen var med sine egne ord 'ved at tude', da det for et par dage siden blev alvor, og han og hustruen Annelise først via salgsopstillingen på internettet og siden igennem adskillige henvendelser fra medierne, herunder Ekstra Bladet, blev konfronteret med, at deres livsværk snart er fortid.

Den enorme opmærksomhed fra medierne og omverdenen i det hele taget bunder i, at ægteparret med to voksne børn og fem børnebørn har sat deres zoologiske have til salg - med alt hvad dertil hører af eksotiske dyr, 250 kvadratmeter bolig, stalde, skure, cafeteria, toiletbygninger og 21.000 kvadratmeter jord.

62-årige Benny Johansen har det ikke nemt med, at han og konen Annelise nu skal sige farvel til deres elskede dyr i Munkholm Zoo. Foto Claus Bonnerup
62-årige Benny Johansen har det ikke nemt med, at han og konen Annelise nu skal sige farvel til deres elskede dyr i Munkholm Zoo. Foto Claus Bonnerup
 

- Jeg har det ikke godt med, at vi skal sælge det, men det er den rigtige beslutning, lyder det selvmodsigende fra Benny Johansen.

Den 62-årige ejer af Munkholm Zoo ved Balle på Djursland kan også godt selv høre modsætningerne i sine udtalelser, men det forklares kort og godt med, at det har været en livsstil og med følelser for dyrene at eje og drive det specielle sted med over 400 dyr og 80 forskellige arter.

- Vi kommer til at savne det, men vi håber, at køberne vil drive det videre i vores ånd, og at jeg måske i en overgangsfase kan blive ved med at være her, siger Benny Johansen.

Sygdom såede nye tanker

Da Benny og Annelise Johansen i 1994 købte grunden var der kun stuehuset og to længer, som var omgivet af en plovmark. Men i løbet af et par år blev deres matrikel registreret som en zoologisk have med dengang 90 dyr. Siden fik de vokseværk, og 22 år senere driver de en turistattraktion med fem fastansatte og fire deltidsansatte, der er med til at servicere de cirka 30.000 gæster, der besøger Munkholm Zoo hvert år.

- Ingen af vores voksne børn vil overtage stedet. Både af økonomiske grunde, og fordi de har set, hvor meget det kræver at være her og passe dyrene og alt det andet.

 

- Ud over at kunne lide dyr, skal man også kunne lide mennesker og især børn, siger Benny Johansen med henvisning til de mange skoleklasser og børnehaver, som laver udflugter til Munkholm Zoo.

Det var en alvorlig hændelse, der for to år siden såede tankerne i Benny Johansen om at sælge sit og konens livsværk.

- Jeg fik konstateret kræft i halsen, og det satte hele min tilværelse i perspektiv og mindede mig om, at livet ikke varer evigt, fortæller Benny Johansen, der heldigvis nu er helbredt fra sin kræftsygdom.

Vil til USA

Når deres zoologiske have er solgt, vil Benny og Annelise især bruge tid på at rejse. En aktivitet, de kun sjældent har haft tid til igennem de snart 25 års arbejde, som for Bennys vedkommende har været 24-7 - syv dage om ugen.

- Vi har været i USA én gang, og det var en fantastisk oplevelse, som vi gerne vil gentage. Og så glæder jeg mig til at vågne en søndag morgen og kunne sige til mig selv, at jeg bare kan blive liggende en time længere, siger Benny Johansen.

Han kan ikke pege på ét af dyrene, som det han kommer til at savne mest, fordi han kommer til at savne dem allesammen, som han siger.

- Og så vil jeg savne de mange søde gæster, der kommer her. Især de mange gengangere, tilføjer dyreelskeren fra Djursland.

***

Norske griseelskere

Det er ottende gang, at familien Lund fra Fredrikstad i Norge besøger Munkholm Zoo, og de hidtidige besøg har med faren, Geirs, ord været så fornøjelige, at familien for et par år siden faldt for ét af dyrene - en hængebugsgris. Det endda i en grad, så Geir, hustruen Idun og sønnerne Vetle på otte og Trym på 10 år anskaffede sig en hængebugsgris, som nu lever i bedste velgående i deres hjem i Fredrikstad, der ligger 90 kilometer syd for Oslo.

Familien Lund fra Fredrikstad i Norge nyder at besøge Munkholm Zoo ved Balle på Djursland. Det skete for ottende gang tirsdag, da de slog vejen forbi de charmerende hængebugssvin. Familien har selv et eksemplar i deres hjem i Fredrikstad, der ligger 90 kilometer syd for Oslo. Foto Claus Bonnerup
Familien Lund fra Fredrikstad i Norge nyder at besøge Munkholm Zoo ved Balle på Djursland. Det skete for ottende gang tirsdag, da de slog vejen forbi de charmerende hængebugssvin. Familien har selv et eksemplar i deres hjem i Fredrikstad, der ligger 90 kilometer syd for Oslo. Foto Claus Bonnerup
 

- Det er en kælegris, som vi kalder Mango, og den løber ud og ind af vores hus, fortæller Geir Lund, der sammen med konen og sønnerne bor i hytte på Dråby Camping ved Ebeltoft.

- Vi er her i Munkholm Zoo hver gang, vi er på ferie i Danmark. Der en helt speciel og hyggelig stemning, og den vil vi da nødig undvære, hvis stedet bliver solgt og ikke føres videre i samme ånd, siger Geir og Idun, mens sønnerne nikker samtykkende ved indhegningen til de mange hængebugsgrise, som spæner rundt med krøller på halerne og minder drengene om deres egen Mango i Fredrikstad.

***

Enestående salg

Ifølge ejendomsmægler Poul Bech Sørensen er det første gang i danmarkshistorien, at en komplet zoologisk have med privatbolig er blevet sat til salg. I første omgang skete det i sommeren 2017 som en såkaldt 'skuffevare', hvor Benny og Annelise Johansen ikke råbte højt om deres salgsplaner via netannoncer og andre former for markedsføring.

Men siden ægteparret for få dage siden begyndte at annoncere med deres specielle salgsobjekt og adskillige medier har omtalt sagen, er interessen nærmest eksploderet.

- Vi har på to dage sendt 135 salgsopstillinger ud til interesserede kunder, og vi har allerede haft en håndfuld fremvisninger med potentielle købere, siger Poul Bech Sørensen, der er ansat hos Ejendomsmægler John Frandsen.

Benny Johansen svarer de tre kameler i Munkholm Zoo på spørgsmålet om, hvilke af havens 400 dyr, der er de farligste. Sådan så de nu ikke ud, da Ekstra Bladets fotograf kom tæt på dem. Foto Claus Bonnerup
Benny Johansen svarer de tre kameler i Munkholm Zoo på spørgsmålet om, hvilke af havens 400 dyr, der er de farligste. Sådan så de nu ikke ud, da Ekstra Bladets fotograf kom tæt på dem. Foto Claus Bonnerup
 

Prissætningen på 4.5 millioner kroner var ikke nem, idet de cirka 400 dyr følger med.

- Beliggenheden er tre kilometer fra stranden og kort afstand til naturskønne omgivelser som Mols Bjerge. Oven i får man 250 kvadratmeter bolig, cafeteria, stalde, skure, toiletbygninger og 21.000 kvadratmeter jord. Alle disse ting til sammen er ikke svære at prissætte, men med dyrene var vi nødt til at se på driften og økonomien i erhvervsdelen af ejendommen, forklarer Poul Bech Sørensen.

- Ved at sælge dyrene særskilt og på det sorte marked kunne Benny og Annelise måske godt have tjent markant mere, men det kunne de aldrig finde på.

- Det er de alt for glade for deres dyr til, siger Poul Bech Sørensen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen