Zuckerberg er blevet far: Donerer milliarder til velgørenhed

Mark Zuckerberg vil resten af sit liv donere 99 procent af sine aktier i Facebook til velgørenhed, siger han

Facebooks ejer og skaber, Mark Zuckerberg, er blevet far. Og den glæde har fået Zuckerberg til at love, at han gennem resten af sit liv vil bruge 99 procent af sine aktier i Facebook på velgørenhed.

Det oplyser Facebook-ejeren selv i et åbent brev til sin nyfødte datter, som han har skrevet sammen med sin kone Priscilla Chan.

Selv værdisætter Zuckerberg aktierne til 45 milliarder dollar - svarende til omkring 316 milliarder kroner - og oplyser samtidig, at han ikke vil donere mere end en milliard dollar - svarende til omkring syv milliarder danske kroner - om året de næste tre år.

Dermed bevarer Mark Zuckerberg majoriteten af Facebooks aktier på sine hænder i den overskuelige fremtid, oplyser Facebook i en pressemeddelelse ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.

Narkosalget fortsætter på Facebook

- Vores samfund har en forpligtelse til at investere i forbedringer af livet for dem, der kommer til verden, og ikke kun for dem der allerede er her, skriver Zuckerberg og Chan i deres brev rettet til den nyfødte datter.

- Men lige nu retter vi ikke altid vores ressourcer til de største muligheder eller mod de største problemer, som din generation vil møde.

Mark Zuckerberg har selv tidligere startet eller støttet initiativer, som eksempelvis har som formål at udbrede internetadgang til alle amerikanske klasseværelser, finde grønne energikilder eller kurere ebola.

Facebook tavse om narko-grupper
Selvom Mark Zuckerberg med sin donation vil gøre verden til et bedre sted for de kommende generationer, ser det ikke ud til, at hans virksomhed er særligt interesserede i at kigge på, hvad de selv kan gøre for den unge generation.

Ekstra Bladet har de seneste dage kunne dokumentere, hvordan Facebook har undveget avisens forsøg på at få svar på, hvorfor en række grupper på det sociale medie i kortere eller længere perioder har solgt stoffer til unge mennesker uden at blive lukket.

Det skete efter, at vi her på avisen blandt andet kunne afsløre, hvordan 19-årige Mille Vuust Pedersen døde i sommer, efter hun indtog stoffer, der blev købt på Facebook.

Købte narko på Facebook: Døde ni dage før sin studentereksamen

I over en en måned har Ekstra Bladet forsøgt at få et svar fra Facebook om, hvorfor de ikke selv lukker de mange narkogrupper. Men Facebook bliver ved med at svare udenom.

18 kommentarer
Vis kommentarer