Zuckerberg skal stå ret i EU

Facebooks chef kommer til Europa i forbindelse med høring i EU-parlamentet

Facebooks chef, Mark Zuckerberg, kommer til høring i EU-Parlamentet om deling af brugerdata.

Høringen vil formentlig allerede finde sted i næste uge, skriver parlamentsformand Antonio Tajani på Twitter.

Parlamentsformanden kalder det et skridt i den rigtige retning for at genopbygge tillid mellem Facebook og EU-borgere.

Høringen sker, efter at et bredt flertal i EU-Parlamentet i sidste måned krævede, at Facebooks stifter personligt møder op for at stå til ansvar for Facebooks omgang med brugeres personlige data.

Dataskandalen involverer 87 millioner Facebook-brugeres personlige data.

De er blevet høstet af analyseselskabet Cambridge Analytica. Heriblandt er 2,7 millioner europæeres data.

- Vores borgere fortjener en fuldgyldig og detaljeret forklaring, siger Antonio Tajani.

Mark Zuckerberg har allerede været til høring i den amerikanske kongres om dataskandalen.

Men i modsætning til det ti timer lange krydsforhør i USA i april, kommer høringen i Europa-Parlamentet til at foregå bag lukkede døre.

Zuckerbergs besøg i Bruxelles falder sammen med, at EU's nye persondataforordning træder i kraft 25. maj.

Forordningen skal styrke sikkerheden i forbindelse med EU-borgeres personfølsomme oplysninger og undgå lignende skandaler i fremtiden.

Fremover vil myndigheder kunne udstede bøder til virksomheder på op til fire procent af den årlige omsætning, hvis privat data uden tilladelse bliver delt med en tredje part.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen