Der er usikre udsigter for, hvornår skraldespandene næste gang vil blive tømt flere steder i københavnsområdet.
Renovationsmedarbejderne i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommuner har nemlig mandag morgen nedlagt arbejdet.
Det bekræfter Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling hos Amager Ressourcecenter (ARC).
Det betyder, at der ikke ville blive indsamlet affald i de pågældende områder, før medarbejderne går i arbejde igen.
'Det skyldes en uoverensstemmelse mellem ARC og 3F i forhandlingerne om den fremtidige arbejdstid fra 1. september. Vi er kede af det på københavnernes vegne, at de er taget som gidsel i en sag, de ikke er part i', skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.
Rammer stort
Samlet gælder det 550 renovationsmedarbejdere, der arbejder i virksomhederne City Container, Urbaser, Frederiksberg Renovation og ARC.
Talsperson for medarbejderne hos City Container Michael Johansen udtaler til Ekstra Bladet, han endnu ikke ved, hvornår arbejdsnedlæggelsen stopper.
ARC har nu inddraget Kommunernes Landsforening, hvorefter det arbejdsretlige system skal afgøre sagen.
Ifølge Fagbladet 3F rammer strejken i følgende bydele:
Indre By, Christianshavn, Amager, Tårnby, Dragør, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Nordvest, Valby, Brønshøj, Husum og Frederiksberg.
Ekstra Bladet følger sagen ...