Skynd dig: Spar 20.000 kr. på dit boliglån

Der er mange penge at spare, hvis du skal optage eller omlægge et fast forrentet realkreditlån. Men du skal skynde sig

Er du ved at købe ny bolig, så bør du optage lånet inden den 1. september. Der er penge at spare. Foto: Jens Dresling
Er du ved at købe ny bolig, så bør du optage lånet inden den 1. september. Der er penge at spare. Foto: Jens Dresling

Skal du optage et nyt fastforrentet realkreditlån eller omlægge et gammelt, skal du se at få fingeren ud.

Får du det på plads inden den 1. september, er der nemlig rigtig mange penge at spare. Helt op mod 20.000 kr. for hver million, du låner.

Årsagen er, at realkreditinstitutterne hvert tredje år skifter de såkaldte obligationsserier ud. Optager du et 30-årigt fastforentet lån frem til den 1. september, har de bagvedliggende obligationer udløb i 2047.

Men fra den 1. september står der udløb i 2050 på obligationen. Det betyder, at de investorer, der køber en sådan obligation, skal vente nogle år ekstra på at få deres penge igen. Og det tager de sig betalt for.

Spar op til 20.000 kr. pr. million

- Vi forventer, at de nye 30-årige obligationer vil blive handlet 1,5 - 1,75 kurspoint lavere end de nuværende. Det betyder, at din restgæld på et lån på 1 million kroner med afdrag vil stige med mellem 17.000 og 20.000 kr., hvis du venter med at optage lånet.

- Det betyder, at den månedlige ydelse efter skat vil være mellem 60 og 70 kroner højere med den nye obligationsårgang. Eller sagt med andre ord, så sparer du 60-70 kr. om måneden, hvis du skynder dig, siger Sonia Khan, seniorøkonom i Realkredit Danmark.

Fordel række frem

Og selv hvis man først har brug for pengene fra lånet et stykke tid efter den 1. september, kan det godt betale sig at optage lånet i de nuværende årgange. F.eks. hvis du først overtager din nye bolig til oktober.

- Har man et lånebehov senere, f.eks. i oktober måned, vil det for de fleste alligevel godt kunne betale sig at optage lånet i de nuværende årgang og få det udbetalt senest 4. september.

- Det skyldes, at den merydelse, du betaler i perioden frem til, at du skal bruge pengene, vil være langt mindre end den meromkostning, du får ved at vælge de nye årgange, siger Sonia Khan.

Afdragsfrit 2 pct. lån lukker

Hvis du står overfor at optage et afdragsfrit lån, skal du tænke dig ekstra godt om.

Som det ser ud nu, vil f.eks. Realkredit Danmark kun åbne et nyt 30 årigt afdragsfrit lån på 2,5 pct. I dag kan du få det til en pålydende rente på blot 2,0 pct.

Venter du, vil du få en højere kurs, der betyder, at restgælden vil være mellem 26.000 og 28.000 kroner lavere med det nye 2,5 pct. lån. Til gengæld vil den månedlige ydelse efter skat være mellem 240 og 245 kroner højere for hvert lånte million.

- Der er dermed et betydeligt beløb at spare ved at få udbetalt sit nye fastforrentede lån i de nuværende årgange – især hvis man ønsker et afdragsfrit lån, hvor det tilmed kan være sidste chance for at få et afdragsfrit lån med en rente på blot 2 pct., siger Sonia Khan.

Omlæg

Det er ikke kun nye boligejere, der kan spare. Har du en høj rente efter dagens forhold, bør du omlægge, siger skriver Finanshuset i Fredensborg i sin nyhedsbrev: 

- Har du et fastforrentet lån med en rente på 3 pct. eller mere, bør du derfor overveje at omlægge lånet inden udgangen af august 2017.

Der er penge at spare ved at optage lån i de nuværende obligationsårgange, påpeger Sonia Khan, seniorøkonom i Realkredit Danmark. Foto: RD
Der er penge at spare ved at optage lån i de nuværende obligationsårgange, påpeger Sonia Khan, seniorøkonom i Realkredit Danmark. Foto: RD
 

...............................

Hvad er et årgangsskifte?

Et årgangsskifte for fastforrentede lån betyder, at der lukkes ned for udstedelse i de obligationsårgange, vi har kendt gennem de seneste tre år, og den 1. september åbnes der op for nye obligationsårgange.

Hvor eksempelvis den 30-årige obligation aktuelt har udløb i år 2047, vil udløbsdatoen for en sådan obligation være i år 2050 efter den 31. august.

Når der åbnes nye obligationsårgange, vil disse typisk handle til lavere kurser end de aktuelle. Det skyldes, at der går yderligere 3 år, før investor får sine penge hjem, og denne længere periode tager investor sig betalt for.

..........................

Disse datoer skal du være opmærksom på

22. august: Skal du have dit lån udbetalt i en nuværende årgang, skal dine underskrevne lånedokumenter være realkreditinstituttet i hænde senest denne dag.

31. august: Lån, der skal udbetales 4. september, handles denne dag.

4. september: Den sidste mulige udbetalingsdato for lån i nuværende årgange.

 

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere