Spanien melder om over 500 døde af coronavirus

Antallet af smittede stiger 18 procent i Spanien. Kongebesøg i USA aflyst. Plejehjem med døde efterforskes

Læger og sygeplejersker på intensivafdelingen på hospitalet La Paz i Madrid, hvor mange af de mest syge for coronavirus indlægges. Foto: Sergio Perez/Reuters
Læger og sygeplejersker på intensivafdelingen på hospitalet La Paz i Madrid, hvor mange af de mest syge for coronavirus indlægges. Foto: Sergio Perez/Reuters

Spanien har til og med onsdag registreret 13.716 smittede med coronavirus, og 558 er døde.

Det bekræfter sundhedsmyndighederne.

Det er en stigning i antallet af døde fra tirsdag på 67. Antallet af registrerede smittede er steget med 2538.

Det svarer til 18 procent flere end tirsdag.

Spanien er næst efter Italien det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus.

Spaniens kong Felipe og dronning Letizia skulle 21. april have indledt et statsbesøg i USA, men det er blevet udsat, oplyser Det Hvide Hus onsdag.

- USA vil fortsat arbejde sammen med Spanien og alle vore europæiske partnere for at minimere effekten af Covid-19-pandemien, hedder det.

Anklagemyndigheden i Madrid har iværksat en efterforskning af et plejehjem, hvor 15 beboere er døde af Covid-19, der er navnet på den sygdom, som coronavirus medfører.

Yderligere seks beboere var blevet overført til hospitaler. Her døde mindst to af dem, oplyser en talsmand for anklagerne.

26 kommentarer
Vis kommentarer