Spanien registrerer godt 500 coronadødsfald på et døgn

I alt har Spanien bekræftet knap 17.500 coronadødsfald i løbet af det igangværende virusudbrud

Den spanske premierminister har forlænget en nødretstilstand, der indebærer, at spanierne skal holde sig indenfor og kun bevæge sig ud for at købe mad og medicin. Foto: Pool/Reuters
Den spanske premierminister har forlænget en nødretstilstand, der indebærer, at spanierne skal holde sig indenfor og kun bevæge sig ud for at købe mad og medicin. Foto: Pool/Reuters

Det går fortsat op og ned med antallet af daglige coronadødsfald i Spanien.

Efter en stigning søndag falder antallet således igen mandag.

517 personer er det seneste døgn døde efter at have været smittet med coronavirus. Det oplyser det spanske sundhedsministerium.

Det er et fald fra 616 coronadødsfald søndag. Inden da var antallet af nye coronadødsfald faldet tre døgn i træk, men det er tilsyneladende endnu svært at blive klog på, hvordan kurven ser ud i Spanien.

I alt er 17.489 coronasmittede personer bekræftet døde i Spanien under det igangværende udbrud af coronavirus.

Spaniens socialdemokratiske premierminister, Pedro Sanchez, understregede søndag, at landet stadig er 'langt fra sejr'.

- Vi er langt fra et tidspunkt, hvor vi kan genoptage vores normale liv, men vi har taget de første afgørende skridt på vej mod sejr.

- Vi glæder os alle til igen at kunne gå ud på gaden. Men vores vilje til at vinde den her krig og undgå tilbagefald er endnu større, lød det fra den spanske premierminister ifølge nyhedsbureauet AFP.

Antallet af personer, der er blevet bekræftet smittet med coronavirus i Spanien, lyder sammenlagt på knap 170.000. Det er kun overgået af USA. Det er dog forskelligt, hvordan og hvor mange de forskellige lande tester.

Premierminister Pedro Sanchez har forlænget en nødretstilstand i Spanien til den 26. april. Den indebærer, at spanierne skal holde sig indenfor og kun bevæge sig ud for at købe mad og medicin.

Coronavirusset brød oprindeligt ud i millionbyen Wuhan i det centrale Kina i slutningen af december sidste år.

Siden da har det spredt sig hastigt til lande over hele kloden.

På verdensplan er knap 1,85 millioner personer blevet bekræftet smittet med coronavirus. Knap 115.000 smittede personer har mistet livet.

I Danmark er 273 personer bekræftet døde efter at have været smittet.

27 kommentarer
Vis kommentarer