Storbritannien registrerer 888 nye coronadødsfald

Med lørdagens nye dødstal er det samlede antal døde oppe på 15.464 i Storbritannien

Dronning Elizabeth II har meddelt, at hun vil fejre sin fødselsdag tirsdag med den traditionelle kanonsalut som følge af krisen. Det siger Buckingham Palace lørdag. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Dronning Elizabeth II har meddelt, at hun vil fejre sin fødselsdag tirsdag med den traditionelle kanonsalut som følge af krisen. Det siger Buckingham Palace lørdag. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

I Storbritannien er der registreret 888 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Fredag steg dødstallet med 847, mens det torsdag steg med 861.

Med lørdagens opjustering er det samlede antal døde nu på 15.464 i Storbritannien.

- 357.023 er blevet testet, hvoraf 114.217 er testet positiv, hedder det i en meddelelse fra det britiske sundhedsministerium.

Storbritannien er blandt de lande, som er hårdest ramt af pandemien. Dødstallet per 100.000 indbyggere er 23,2.

Nogle steder i landet er antallet af nye smittetilfælde i stigning, og derfor har den britiske regering forlænget de gældende corona-tiltag, der er sat i værk i landet, med mindst tre uger.

Leverandørerne til det britiske sundhedsvæsen NHS har advaret om, at flere hospitaler er ved at løbe tør for heldækkende beskyttelsesudstyr. Det vil nogle steder ske inden for et døgn, rapporterer Sky News.

Dronning Elizabeth II har meddelt, at hun vil fejre sin fødselsdag tirsdag med den traditionelle kanonsalut som følge af krisen. Det siger Buckingham Palace lørdag.

- Det værste vi kunne gøre, var at slække på sikkerhedsbestemmelserne for hurtigt, siger udenrigsminister Dominic Raab, som er fungerende premierminister, mens Boris Johnson kommer sig efter at have været alvorligt syg med Covid-19.

Johnson er efter en uges indlæggelse flyttet ind på landstedet Chequers, som er til disposition for britiske regeringsledere.

En af landets fremtrædende sundhedseksperter siger, at dødstallet måske vil stige til 40.000.

- Hvor skete de systemfejl, som betyder, at vi formentligt ender med at få det højeste dødstal i Europa?

- Vi er nødt til at se det i øjnene. Vi var for langsomme på en række forskellige områder. Vi vil måske stå med 40.000 dødsfald, når dette er forbi, hed det i en udtalelse tidligere i weekenden fra Anthony Costello, professor i børnesundhed og leder af Institute for Global Health ved University College London.

2 kommentarer
Vis kommentarer