Studie: Gigtmiddel viser lovende tegn i covid-behandling

Covid-19-patienter, der blev behandlet med leddegigtmiddel, havde mindre risiko for død og åndedrætssvigt

Studie: Gigtmiddel viser lovende tegn i covid-behandling

Et lægemiddel mod leddegigt viser i et brasiliansk studie lovende tegn i behandlingen af alvorlig covid-19.

Studiet er offentliggjort onsdag i New England Journal of Medicine og omhandler midlet tofacitinib, som medicinalselskabet Pfizer sælger under navnet Xeljanz.

I alt 289 patienter med lungebetændelse i Brasilien er blevet undersøgt i studiet.

Hos dem viste det sig ifølge Pfizer, at Xeljanz både sænkede antallet af dødsfald og risikoen for åndedrætssvigt.

Halvdelen af patienterne fik Xeljanz i form af en pille to gange om dagen samt almindelig behandling for at modvirke et overaktivt immunsystem.

Den anden halvdel fik et placebomiddel og også den øvrige behandling.

Efter 28 dage var 18,1 procent af patienterne i den gruppe, der havde fået Xeljanz, enten døde eller havde oplevet åndedrætssvigt.

Hos placebogruppen var det 29 procent.

Dermed så man en statistisk signifikant risikoreduktion på 63 procent.

Åndedrætssvigt dækker i undersøgelsen over patienter, der må have hjælp til at trække vejret enten med en iltmaske eller en respirator.

I løbet af de 28 dage døde 2,8 procent i gruppen, der havde fået midlet, mens 5,5 procent i placebogruppen døde.

Der var alvorlige bivirkninger hos 14,1 procent i Xeljanz-gruppen, mens det var 12 procent i placebogruppen.

- De indledende resultater af vores randomiserede forsøg med tofacitinib hos patienter, som er indlagt med covid-19-lungebetændelse, er opmuntrende, siger Otavio Berwanger, der er hjertelæge og repræsenterer Israelita Albert Einstein-hospitalet i São Paulo.

Hospitalet var med til at koordinere forsøgene.

Xeljanz er godkendt i USA til behandling af leddegigt, psoriasisgigt og blødende tyktarmsbetændelse.