Grævlingen ville nok hellere have fundet en saftig orm.
I stedet fandt den en skat bestående af 209 romerske mønter.
Ifølge The Guardian har forskere kaldt det et 'exceptionelt fund'. Skatten blev fundet i en grotte i Grado i det nordlige Spanien.
Forskerne mener, at i forbindelse med barskt vejr har grævlingen forsøgt at grave sig frem til føde og ved et tilfælde fundet frem til skatten.
Grævlingen havde gravet nær sin egen hule, hvilket er usædvanligt, men da den del af Spanien har været ramt af en voldsom snestorm, har grævlingen nok været så desperat i sin søgen på orme eller bær, at den måtte ty til nye metoder.
Arkæologen Alfonso Fanjul Peraza fortæller til den spanske avis El Paìs, at de fleste af de romerske mønter er smedet steder som Konstantinopel eller Thessaloniki. Konstantinopel er i dag Tyrkiets største by Istanbul, og Thessaloniki er Grækenlands næststørste by.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Største skat
De fleste af mønterne er lavet af kobber og bronze, og de største, som vejer mere end otte gram og indeholder 4 procent sølv, mener man, er smedet i London.
- Til dato er det den største skat af romerske mønter fundet i en hule i det nordlige Spanien, lyder det fra arkæologerne i en nyligt udgivet rapport.
Det er ikke første gang, at man finder en skat i den tætte skov i Grado. For 85 år siden fandt man 14 guldmønter, som kunne spores helt tilbage til Konstantins tid.
- Ophobningen af betydningsfulde fund kan - med forsigtighed - ses som en reaktion på den intense konflikt, man oplevede i området, lyder det fra arkæologen Fanjul.
Forskerne tror, at fundet er del af en større skat og regner derfor med at vende tilbage til området for at lede videre.