Svensk coronastrateg undervurderede dødstal - fastholder kurs

Statsepidemiolog har undervurderet dødelighed under coronakrise, men forsvarer omstridt strategi

Statsepidemiolog Anders Tegnell fortæller om den svenske strategi. Video: AP

Sverige har valgt den rette kurs under coronakrisen, selv om landet dagligt registrerer langt flere dødsfald end forventet.

Det mener statsepidemiolog Anders Tegnell, der fredag har forsvaret Sveriges omstridte strategi i både svenske og internationale medier.

Strategien har foreløbig betydet, at der er registreret flere end 2000 dødsfald blandt coronapatienter. Knap 17.000 er testet positiv - et niveau, der ligger langt over Sveriges nabolande.

Men det er der ifølge Anders Tegnell en god grund til.

- Vi håber, at det vil gøre det lettere for os i det lange løb. En anden del af logikken er, at vi vil have en bæredygtig løsning, siger han til BBC Radio ifølge The Guardian.

- Hvis det ser ud til, at der kommer en anden bølge til efteråret, så kan vi sagtens fortsætte med at gøre, hvad vi gør nu.

Sverige har i modsætning til andre lande blandt andet afholdt sig fra at lukke skoler, barer og restauranter for at bremse smittespredningen.

Den lempelige strategi har affødt stor opmærksomhed - også uden for Sveriges grænser - ikke mindst i takt med at dødstallene er steget langt hurtigere end i lande som Norge, Danmark og Finland.

Se også: Svensk krematorie-medarbejder: Der begynder at være fyldt

Anders Tegnell har tilsyneladende også selv undervurderet epidemien. Således sagde han på et pressemøde 16. april, at dødstallet formentlig ville stabilisere sig på omkring 60 om dagen.

Den vurdering har siden vist sig at være forkert, og niveauet har i stedet stabiliseret sig omkring 90 døde om dagen.

- Selvfølgelig er det en betydelig forskel, men det er bestemt ikke, fordi vi har forsøgt at skjule noget. Det har heller ikke påvirket de beslutninger, vi har truffet, siger Anders Tegnell til Sveriges Radio.

I Sverige er der registreret omkring 20 dødsfald per 100.000 indbyggere. Til sammenligning er der i Finland og Norge 'kun' registreret henholdsvis 3,1 og 3,6 dødsfald. I Danmark er tallet 6,8.

Anders Tegnell forklarer over for BBC Radio, at omkring 50 procent af dødsfaldene i Sverige er registreret på plejehjem, hvor der har været lukket for besøgende.

- Det er svært at se, hvordan en nedlukning kunne have stoppet det, siger han.

Adspurgt om hvorvidt den svenske strategi har resulteret i ekstraordinært mange dødsfald, siger han:

- Det er et svært spørgsmål, og jeg har ikke svaret, og jeg ved ikke, om vi nogensinde får svaret.

281 kommentarer
Vis kommentarer