Centerpartiet i Sverige har søndag aften afvist at samarbejde med venstrefløjspartiet Vänsterpartiet om et forslag for at undgå et nyvalg.
Det sker, dagen inden at den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvens skæbne bliver afgjort.
For at Löfven kan fortsætte som statsminister, er det vigtigt, at hans rødgrønne regering kan få sin finanslov igennem til efteråret.
Til det har han brug for både Centerpartiet og Vänsterpartiet, der umiddelbart ikke ser ud til at enes.
Vänsterpartiet meldte tidligere søndag, at det var klar til at skrotte sit krav om skattestigninger i håb om at undgå et nyvalg. Men det forslag får altså ikke støtte fra Centerpartiet.
- Jeg skammer mig ikke over det, jeg står for brede løsninger over midten, sagde Centerpartiets formand, Annie Lööf, søndag aften.
Löfven tabte en tillidsafstemning i Riksdagen mandag i sidste uge. Senest mandag skal han trække sig eller udskrive nyvalg. Hvis han kan samle nok opbakning, kan han dog få en mulighed for at forsøge danne en ny regering.
Hidtil har finansloven haft opbakning fra Liberalerna. Men partiet vil hellere have en liberal regering og vil derfor ikke støtte en ny regering med Löfven i spidsen.
Derfor har Löfven brug for både Vänsterpartiet og Centerpartiets opbakning til finansloven.
Indtil videre har Centerpartiet afvist at samarbejde med Vänsterpartiet på finansområdet.
Sidste uge meddelte Centerpartiets leder, at partiet er klar til at droppe krav om at sætte huslejen fri.
Det lovforslag var årsag til, at Vänsterpartiet var med til at stemme imod Stefan Löfven i en tillidsafstemning.
Foruden Vänsterpartiet stemte højrefløjspartiet Sverigedemokraterna, Moderaterna og Kristdemokraterna imod Löfven i mistillidsafstemningen.
Löfvens regering består af statsministerens eget parti, Socialdemokraterna, og Miljöpartiet. Støttepartierne er Centerpartiet og Liberalerna.