24-årig forhindrede egen massakre-plan: Skød sig selv i benet

En 24-årig formodet terrorist skød angiveligt sig selv i benet, inden han fik udført massakre på kirker under gudstjeneste

Frankrig har siden angrebene i januar været i forhøjet terrorberedskab, hvor især jødiske bygninger har været under forhøjet beskyttelse på grund af faren for islamistiske angreb. På billedet ses den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian. (Arkivfoto: AP)
Frankrig har siden angrebene i januar været i forhøjet terrorberedskab, hvor især jødiske bygninger har været under forhøjet beskyttelse på grund af faren for islamistiske angreb. På billedet ses den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian. (Arkivfoto: AP)

Den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve fortalte tirsdag formiddag på et pressemøde, at fransk politi har anholdt en 24-årig mand, der formodes at have planlagt et blodigt angreb på en eller to kirker.

Meget tyder dog på, at det ikke udelukkende er det franske politi og efterretningsvæsens fortjeneste, at manden ikke fik held med sit foretagende.

Således tilkaldte manden ifølge flere franske medier søndag morgen før klokken ni en ambulance. Efterfølgende blev han fundet af ambulancereddere, som så ham liggende blødende med et skudsår i benet, som han hævdede, han havde fået i forbindelse med et overfald.

Ambulancefolkene tilkaldte derefter politiet, som i deres søgen efter et gerningsvåben blev ledt hen til en bil fyldt med skudsikre veste, automatvåben, håndvåben og masser af ammunition. Et af våbnene var ifølge mediet M6 stjålet fra en politibetjent, som tidligere havde meldt sit våben stjålet.

Dræbte tilfældig
Politiet har ifølge den franske avis Le Monde efterfølgende fået den teori, at manden ved et uheld har skudt sig selv i benet under en flugt.

Efter anholdelsen har politiet fundet DNA fra manden i en bil, som tilhørte den 34-årige fitnessinstruktør Aurelie Chatelain, som blev fundet dræbt søndag morgen, og politiet har siden kunnet koble de to sager, så den 24-årige formodede terrorist mistænkes for at stå bag drabet på kvinden, der tilsyneladende var et tilfældigt offer.

Ud over mandens DNA i kvindens bil, har tekniske spor desuden påvist, at pistolen, der dræbte kvinden, var den samme, som blev fundet på den formodede terrorist.

Ifølge M6 havde politiets gennemgang af blandt andet mandens Facebook-profil vist, at manden havde planlagt at udføre angreb mod en eller flere kirker i den parisiske bydel Villejuif, hvor den 34-årige kvinde også var fundet myrdet. Ifølge mediet skulle angrebene have fundet sted under gudstjenesterne i søndags, hvor manden dog altså formåede at forhindre sit eget angreb.

Det er endnu uklart, præcis hvilken rolle, den afdøde kvinde spiller, og hvorfor hun blev dræbt, men den franske indenrigsminister har bekræftet koblingen mellem de to sager.

Ville kæmpe i Syrien
Franske medier oplyser, at den drabs- og terrormistænkte 24-årige i 2009 kom til Frankrig fra Algeriet med sin familie. Han studerer computerteknologi i Paris, men den franske efterretningstjeneste har været opmærksom på ham, siden han i 2014 forsøgte at komme til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

Tidligere i 2015 forsvandt han desuden i en uge i Tyrkiet, hvorefter han blev anholdt, da han kom tilbage. Politiet havde dog ikke nogen konkrete beviser, der kunne retfærdiggøre en længere tilbageholdelse af manden.

Ved ransagning af mandens lejlighed i forbindelse med den aktuelle sag har politiet fundet flere forbindelser til Islamisk Stat blandt mandens ejendele.

Ifølge iTele har fransk politi og efterretningsvæsen forhindret seks terrorangreb i Frankrig indtil videre i 2015. I januar måned formåede efterretningstjenesterne dog ikke at være på forkant med begivenhederne, da flere angreb ramte Paris.

I alt 17 mennesker blev dræbt ud over de tre terrorister, da de blandt andet angreb det satiriske magasin Charlie Hebdo og et jødisk supermarked.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere