Aftenbønnen blev på et øjeblik forvandlet til et mareridt, da en gerningsmand søndag aften lokal tid åbnede ild mod de bedende i Islamisk Kulturcenter i Quebec, Canada.
Mindst seks mænd i alderen 35-65 blev skudt og dræbt, og yderligere 19 personer blev såret under angrebet.
Se også: Muslimer bange efter terror: - Vores liv er i fare
Kort efter terrorangrebet blev to personer anholdt. Den ene blev anholdt i moskéen, mens den anden selv ringede til politiet og fortalte, at han var bevæbnet. Herefter fortalte han, hvor han befandt sig.
En af de anholdte er identificeret som Alexandre Bissonnette. Det oplyser en kilde ved domstolene i Quebec City. Flere canadiske medier skriver, at var ham, der kontaktede politiet.
Mandag aften dansk tid har politiet oplyst, at den person, der blev anholdt i moskéen, nu anses for at være et vidne i sagen. Vedkommende mistænkes altså ikke længere for at stå bag angrebet.
Ikke tidligere straffet
Efterforskere har mandagen igennem ransaget Alexandre Bissonnettes hus. Ifølge flere udenlandske medier boede han i en forstad nær Quebec og studerede til dagligt statskundskab på et større universitet i byen. Han er ikke tidligere straffet.
Flere medier skriver, at Bissonnette var i besiddelse af flere pistoler og et automatvåben, herunder en AK47, da han blev anholdt. Det er endnu ikke bekræftet af politiet.
Fordømmer angrebet
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har efter angrebet, som han kalder terror, understreget muslimernes betydning for Canada.
- Canadiske muslimer er en vigtig del af vor nations dna, og disse følelseskolde handlinger hører ikke hjemme i vort fællesskab, vore byer og i vort land. Canadiske politimyndigheder vil beskytte alle canadieres rettigheder og vil gøre alt, hvad der er muligt, for at pågribe gerningsmændene til denne forbrydelse og til alle intolerante handlinger i øvrigt, sagde Trudeau på et efterfølgende pressemøde.
Efter angrebet har politiet øget sikkerheden ved andre moskéer i landet. Det generelle terrortrusselsniveau er dog ikke blevet hævet.
Gerningsmandens motiv endnu uvist.