Anklageren om Boston-terror: Han havde mord i sinde

Retssagen om terrorangrebet i Boston er i gang. Ifølge anklageren satte den tiltalte bombe ved siden af børn

Dzhokhar Tsarnaev begav sig den 15. april 2013 til maratonløbet i Boston i USA, og lod som om at han var tilskuer.

Det var han ikke.

- Han havde mord i sinde, siger William Weinreb.

Ordene er faldet onsdag på den første dag af retssagen mod Tsarnaev.

Weinreb er den ledende anklager i sagen og har som sådan fremlagt sine åbningsbemærkninger.

- Han placerede sin bombe ved siden af en række med børn. Nogle blødte ihjel på fortovet, mens den tiltalte løb væk, siger Weinreb, der mener, at der var tale om et islamisk terrorangreb.

- Han mente, at han var en soldat i hellig krig mod amerikanerne, siger anklageren.

Sagen kom i gang, efter at juryen langt om længe blev klar. Det tog to måneder at finde frem til de 12 medlemmer samt seks substitutter, som nu er taget i ed.

Den 21-årige Dzhokhar Tsarnaev anklages for at have begået terrorangrebet i Boston ved det årlige maratonløb.

Her blev tre mennesker dræbt og 260 såret, da to bomber blev sprængt ved mållinjen.

Det var det værste terrorangreb i USA siden den 11. september 2001, da al-Qaeda begik det store angreb på New York og Washington.

Ifølge anklagen begik Tsarnaev attentatet sammen med sin ældre bror, der efter en tre dage lang politijagt blev dræbt af politiet.

Dzhokhar Tsarnaev, der er af tjetjensk afstamning, blev fundet såret i en have

Nu er det retslige efterspil så i gang, og den 21-årige kom i retten i en mørk jakke og en hvid skjorte.

Da juryen gik ind i retslokalet, pillede han ved sine fingre og så nervøst på juryen, inden han så ned.

Der er rejst i alt 30 anklager mod Tsarnaev, herunder også en anklage om drab på en betjent, som blev ramt af skud i de dramatiske dage under jagten på de to brødre.

Tsarnaev har erklæret sig ikke-skyldig.

Hvis han kendes skyldig, risikerer han dødsstraf.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere