Arrangører holder sikkerhedsmøde: Frygter terror til Eurovision

Medie: De svenske arrangører af årets Eurovision har afholdt et møde med landets sikkerhedspoliti efter terroradvarsel

Lighthouse X skal repræsentere Danmark med deres vindersang Soldiers of Love. (Foto: Mogens Flindt)
Lighthouse X skal repræsentere Danmark med deres vindersang Soldiers of Love. (Foto: Mogens Flindt)

Nye oplysninger om et planlagt terrorangreb i den svenske hovedstad har fået arrangørerne af Eurovision til at holde et sikkerhedsmøde med det svenske sikkerhedspoliti Säpo. Man er bekymret for sikkerheden i forbindelse med afholdelsen af konkurrencen i arenaen Globen den 14. maj, skriver Dagens Nyheter.

Tirsdag kom det frem, at Säpo har fået oplysninger fra en irakisk sikkerhedstjeneste om, at en celle bestående af syv til otte IS-terrorister var kommet til landet for at udføre et angreb på civile mål. Oplysningerne bygger på sikkerhedskilder, som har været i kontakt med Aftonbladet og Expressen. Læs mere om tirsdagens nyhed her.

Sidenhen har nyhedsbureauet Reuters og den amerikanske tv-station NBC også talt med flere sikkerhedskilder, som bakker op om informationerne.

Tilmed kan Reuters fortælle, at lederen af cellen er en veteran, som skulle være tæt på Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi.

- De vil gennemføre en særlig operation for at tvinge Sverige til at trække sig tilbage fra den internationale koalition mod Islamisk Stat, siger kilden, som henviser til de nylige angreb i Bruxelles og Paris, siger Reuters kilde.

Det er sidste års Eurovision-vinder, Måns Zelmerlöw og Petra Mede, der er værter ved dette års Eurovision den 14. maj. (Foto: Karin Törnblom / IBL Bildbyrå)
Det er sidste års Eurovision-vinder, Måns Zelmerlöw og Petra Mede, der er værter ved dette års Eurovision den 14. maj. (Foto: Karin Törnblom / IBL Bildbyrå)

Ekstremt ubelejligt
Og de oplysninger, som nu også har fået den amerikanske ambassade til at minde amerikanerne om at tjekke rejsevejledningen til Sverige, har altså også fået arrangørene af Eurovision til at skærpe opmærksomheden på den potentielle fare.

- Efter Paris og Bruxelles kommer det her naturligvis ekstremt ubelejligt. Både gæster og publikum er urolige, siger en kilde tæt på Eurovision-produktionen til Dagens Nyheter.

Sikkerhedspolitiet bekræfter, at man har et samarbejde med Eurovision-arrangørene.

- Vi samarbejder frem for alt med politiet. I det her tilfælde er det så politiet i regionen Stockholm, som samarbejder med Stockholm by som har ansvaret for sikkerheden til Eurovision, siger pressechef hos Säpo, Sirpa Franzén.

Måns Zelmerlöw kort efter sejren i Østrig sidste år. (Foto: AP/Ronald Zak)
Måns Zelmerlöw kort efter sejren i Østrig sidste år. (Foto: AP/Ronald Zak)
 

Politi-helikopter
Säpo vil ikke fortælle, hvordan sikkerhedstjenesten vurderer trusselniveauet i forhold til arrangementet, mens politiets talsmand, Kjell Lindgren, som deltog i mødet, heller ikke vil fortælle, hvilke konkrete spørgsmål, der blev diskuteret.

- Vi har forhøjet beredskabet for at være klar og gør status over, hvilke ressourcer der er til rådighed. Det er for ikke til at skulle starte fra nul, hvis der skulle ske noget. Men det eneste, der kan ses og høres lige nu er, politiets helikopter, der flyver over byen, siger han.

Højt sikkerhedsniveau
Den internationalt anerkendte terrorekspert svenske Magnus Ranstorp understreger, at sikkerhedsniveuaet kan gøre det svært for terrorister.

- Arrangementer med meget publikum kan være interessante, ikke mindst når det sendes på direkte tv. Samtidig er sikkerhedsniveauet så højt, at det er meget svært at trænge ind, siger Ranstorp.

Han fortæller samtidig, at der også er elementer, som taler imod et angreb i Globen.

- I en storby er der så mange andre steder, hvor der er en masse mennesker, der er helt ubeskyttet. Mønstret er, at man vælger lette mål, hvor man opnår en overraskelses-effekt, siger eksperten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere