Australien: To mænd anholdt for terrorplaner

Australske myndigheder proklamerer, at de har forhindret et terrorangreb

Australsk politi har tirsdag klokken 16 lokal tid anholdt to mænd, som formodes at ville udføre et terrorangreb.

Det skriver Sydney Morning Herald.

De to mænd på henholdsvis 24 og 26 ville ifølge politiet dræbe eller begå skade på nogen ved hjælp af en stor kniv tirsdag, men politiets anti-terrorenhed nåede at forhindre angrebet.

Ifølge vicekommissær Catherine Burn fra delstatspolitiet i New South Wales har politiet fundet en machete, en jagtkniv og et Islamisk Stat-flag samt en videooptagelse i mændenes hjem. Angiveligt skulle de to mænd optræde i videoen, hvor de referer til et terroristangreb, de ville begå i Islamisk Stats navn tirsdag.

De to mænd var ikke under opsyn af politiet eller efterretningstjenesten på forhånd, forlyder det. I stedet fik anti-terrorenheden informationer om det forestående angreb på selve dagen, og de måtte derfor handle med det samme.

Politiet ønsker dog ikke at kommentere, hvor oplysningerne kom fra.

- Vi modtog informationer om, at angrebet var nært forestående, og vi handlede derefter, siger Catherine Burn.

Begge mænd vil blive fremstillet for en dommer onsdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere