Australsk teenager anholdt for terrorplaner

De australske myndigheder hævder, at 18-årig mand planlagde terror i Sydney

Den australske politichef Neil Gaughan på pressemødet tirsdag. (Foto: AP)
Den australske politichef Neil Gaughan på pressemødet tirsdag. (Foto: AP)

En 18-årig mand, der tidligere har forsøgt at rejse til Syrien, er blevet anholdt på mistanken om, at han planlagde terror i Australien.

Det skriver avisen Sydney Morning Herald.

Ifølge australsk politi havde teenageren forsøgt at købe en pistol og var i gang med at finde mål til et terrorangreb.

Politiet har holdt øje med den unge mand i et stykke tid, og han menes at have handlet på egen hånd.

- Vi er tilfredse med, at denne trussel mod samfundet, som denne person udgjorde, er blevet fjernet, siger chef for det nationale politi, Neil Gaughan, på et pressemøde.

- Vi mener, at denne person var i gang med at udse sig mål til et terrorangreb i Sydney, siger politichefen.

Den 18-årige skal tidligere være nægtet udrejse fra Australien til Syrien, hvor han angiveligt ville slutte sig til Islamisk Stat.

Han vil nu blive sigtet for at planlægge terror, hvilket kommer med en strafferamme på op til fængsel på livstid.

- Vi har internationale forpligtigelser om at forhindre disse mennesker fra at rejse til andre lande, siger Gaughan på pressemødet.

Anholdelsen er ikke relateret til en antiterroraktion i Melbourne i sidste uge, hvor fem personer var mistænkt for at ville rejse med båd til Indonesien for at slutte sig til en islamisk terrorgruppe.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere