Bevæbnede mænd angriber Red Barnets kontor i Afghanistan

En afdeling af Red Barnet i Afghanistan er blevet angrebet af bevæbnet gruppe, skriver flere nyhedsbureauer

Bevæbnede mænd har onsdag morgen angrebet Red Barnets kontorer i Jalalabad i den østlige del af Afghanistan. Mindst to er dræbt, og 14 andre er såret, siger øjenvidner og embedsmænd.

Angrebet var det seneste mod en udenlandsk nødhjælpsgruppe i det krigshærgede land.

Angrebsmændene sprængte en bil i luften uden for nødhjælpsgruppens lejr i byen Jalalabad. Herefter sendte de granater mod lejren og stormede den.

Angrebet blev nedkæmpet af sikkerhedsstyrker, som omringede stedet. Det varede i omkring tre timer.

- Kampene er sluttet. Sikkerhedsstyrkerne er ved at undersøge bygningen nu, siger Attaullah Khogyani, en officiel talsmand.

En kilde modsiger disse oplysninger og hævder, at kampe stadig var i gang.

Angrebet kommer få dage efter et Taliban-angreb mod et luksushotel i Kabul, hvor mindst 22 mennesker blev dræbt. De fleste er udlændinge.

- Cirka klokken 09.10 eksploderede en bilbombe ved indgangen til Red Barnets bygning, siger Attaullah Khogyani.

- En gruppe bevæbnede mænd kom derefter ind på området, tilføjer han.

En person, som befandt sig inde i bygningen, da angrebet gik i gang, fortæller, at han hørte et "højt brag".

- Vi løb i dækning, og jeg så en bevæbnet mand ramme hovedporten med et raketstyr for at trænge ind på området. Jeg hoppede ud af et vindue, siger Mohammad Amin fra en hospitalsseng i Jalalabad.

Islamisk Stat har taget skylden for angrebet på nødhjælpsorganisationen.