Endnu et frygteligt terrorangreb har ramt Europa. Denne gang er mindst tre bomber eksploderet i den store internationale lufthavn i Istanbul.
Her er hvad vi indtil videre ved, om selvmordsangrebet:
Ifølge Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, er 36 personer blevet dræbt, mens flere er kommet til skade. Få af de tilskadekomne befinder sig ifølge premierministeren i kritisk tilstand, men justitsminister Bekir Bozdag har sagt, at der i alt er 147 sårede.
Størstedelen af de dræbte er tyrkere, men der er ifølge Yildirim sandsynligvis udlændinge blandt de omkomne. Der er endnu ikke offentliggjort nogen nationaliteter på ofrene.
Tre personer menes at stå bag angrebet, men det er endnu uvist. Ifølge premierminister Yildirim peger de indledende undersøgelser dog på, at den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat står bag. Det siger han til CNN Türk.
Artiklen fortsætter under billedet

Ankom i taxi
Hvordan angrebet præcis fandt sted er stadig uklart, men de tyrkiske myndigheder oplyser, at de tre mænd angiveligt ankom til lufthavnen i en taxi. Her åbnede de ild med automatvåben mod menneskemængden og sprængte efterfølgende sig selv i luften.
Der skulle i alt have været tre eksplosioner. To ved selve lufthavnen og en på parkeringspladsen.
Artiklen fortsætter under billedet

Angrebet begyndte omkring klokken 21.00 tirsdag aften dansk tid.
Ifølge CNN Türk skete eksplosionerne i lufthavnens ankomsthal. Vidner har fortalt, at der også er blevet affyret skud på en parkeringsplads.
Lukket helt ned
Angrebet betød, at Atatürk lufthavn i en længere periode var lukket helt ned.
Blandt andet var Ekstra Bladets reporter og fotograf fanget i et fly i flere timer.
Artiklen fortsætter under billedet

Ekstra Bladets journalist Thea Pedersen forklarer fra et fly i Istanbul lufthavn, at der er en mærkelig trykket, men dog rolig, stemning i flyet.
- Man kan ikke se noget ud af vinduerne herfra, men vi sidder her jo vel vidende, at nogle passagerer her måske har haft pårørende i ankomsthallen, så der er også en nervøs stemning, siger hun.
Politiet i København har natten til onsdag "øget synligheden" i Københavns Lufthavn og ved andre trafikale knudepunkter efter angrebet i Tyrkiet.
