Bombeangreb sårer mindst 50 i Kabul

Politi siger, at en bilbombe detonerede uden for en af forsvarsministeriets bygninger

Mindst 50 mennesker blev såret, og flere frygtes dræbt, efter en kraftig bombeeksplosion mandag rystede den afghanske hovedstad, Kabul.

Eksplosionen skete ifølge AP i myldretiden tidligt på dagen i et område, hvor der ligger mange regeringsbygninger og militære anlæg.

En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP siger, at der lød skudsalver umiddelbart efter eksplosionen.

- Snesevis af de sårede er bragt til hospitalet efter eksplosionen i dag, siger en talsmand for sundhedssektoren.

Området, hvor eksplosionen skete, blev hurtigt afspærret af militær og ambulancer, mens den nærliggende 'grønne zone', hvor der ligger ambassader og regeringskontorer, blev lukket af.

En politimand, Mohammad Karim, siger til AP, at en bilbombe detonerede uden for en af forsvarsministeriets bygninger. Han siger, at militante personer efterfølgende løb ind i et nærliggende højhus og begyndte at skyde ned mod bygningen.

Ambulanceføreren Mohammed Zahir siger, at mindst 50 blev såret.Kabul har været relativ rolig i de seneste måneder efter en periode med en række eksplosioner, som sympatisører med Islamisk Stat tog skylden for.

Taliban og USA fører fredsforhandlinger i Qatar i Mellemøsten, hvor den militante gruppe har et kontor. USA mener, at det kan været et gennembrud på vej i forhandlingerne inden det næste afghanske præsidentvalg i september.

En aftale vil medføre, at USA går ind på at trække sig ud af landet - mere end 17 år, efter det gik ind for at fjerne Taliban fra magten.

Til gengæld skal Taliban garantere, at Afghanistan aldrig igen bliver et sikkert hjemsted for voldelige ekstremister, som det skete, da bevægelsen støttede og beskyttede Osama bin Laden og al Qaeda i forbindelse med angrebene på USA den 11. september 2001.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere