Tre bombeangreb ramte onsdag forskellige dele af Iraks hovedstad, Bagdad, hvor mindst 80 mennesker meldes omkommet i alt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, mens andre medier melder om mindst 90 dødsofre.
Første angreb
Antallet af dræbte ved det første bombeangreb i Bagdad-bydelen Sadr City er på mindst 55, mens 60 er såret, siger talsmænd for politiet og hospitaler til Reuters.
Eksplosionen fandt sted onsdag formiddag nær en skønhedsklinik i det shiamuslimske kvarter, skriver Reuters. De fleste af ofrene er kvinder. Mange af de sårede svæver mellem liv og død.
Se video fra området efter det første bombeangreb her (Video: AP)
Ifølge Reuters har Islamisk Stat taget sig skylden for bomben, som var skjult i en bil.
Nye eksplosioner
Få timer efter eksploderede yderligere to bomber i henholdsvis Kadhimiya, hvor flertallet af indbyggerne er shiamuslimer, og derpå i et område af Bagdad, som er sunnimuslimsk.
Ved angrebet i Kadhimiya blev 17 dræbt og over 30 såret, mens otte meldes dræbt og 20 såret ved dagens tredje bombe.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har Islamisk Stat også påtaget sig skylden for de efterfølgende bombeangreb.