Borgerservice har ingen oplysninger om ramte danskere

Dansk kriseberedskab mødtes tirsdag for at koordinere den danske indsats efter angreb i Bruxelles.

Der er ikke oplysninger om, at danskere skulle være kommet noget til under angrebene i Bruxelles tirsdag morgen, hvor mindst 34 er dræbte efter flere angreb.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice tirsdag efter et møde i Den Internationale Operative Stab, der står for at hjælpe danskere ved katastrofer og ulykker.

Mindst 34 er blevet dræbt under flere angreb i Belgiens hovedstad tirsdag morgen, da en lufthavn og metrostationen Maelbeek blev ramt.

På mødet blev den danske indsats koordineret.

- Vi fandt ud af, hvad de forskellige aktører har fået af henvendelser.

- Vi havde desuden en drøftelse af situationen for de flypassagerer, som pt. ikke kan komme videre fra Bruxelles, fordi lufthavnen har indstillet trafikken indtil videre, siger Ole Egberg Mikkelsen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

På mødet der begyndte klokken 13, var der repræsentanter fra Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen, ministerier samt repræsentanter for rejsebranchen.

De mødtes for at tage bestik af situationen i Bruxelles og koordinere danske myndigheders videre indsats.

- Vi drøftede også, hvordan vi eventuelt kan bistå, hvis der bliver problemer med indkvartering. I første omgang er det de belgiske myndigheder, der står for indsatsen på stedet herunder indkvartering, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Parterne mødes igen klokken 18 for at koordinere indsatsen fortsat.

Ole Egberg Mikkelsen fortæller til Ekstra Bladet, at Borgerservice har modtaget en del opkald fra danskere, der har opholdt sig i lufthvanen eller tæt på de dramatiske begivenheder.

- De skal blandt andet have hjælp til at komme videre på den ene eller anden måde - til Bruxelles eller andre lufthavne i regionen, siger Ole Egberg Mikkelsen.

- Problemet er lige nu, at al offentlig transport i Bruxelles er lukket ned, og man ikke kan bevæge sig rundt i byen med metro og tog. Desuden anbefaler de belgiske myndigheder, at man holder sig indendøre, indtil situationen har stabiliseret sig.

- Hvad med de mennesker, der er bange og har brug for hjælp i den forbindelse?

- Der er nogen, der kan have brug for krisepsykologisk bistand, for eksempel hvis de har været tæt på voldsomme begivenheder. Her er vores råd, at man alarmcentralen tilknyttet rejseforsikring eller forsikringsselskab. Rigtig mange danskere har en rejseforsikring, som giver mulighed for krisepsykologisk bistand.

- Lige nu kan man ikke komme til Bruxelles med fly, men I fraråder ikke, at man rejser til Belgien?

- Vi giver det samme råd, som de belgiske myndigheder og anbefaler, at man følger det råd og afventer meldinger herfra. Er man på et hotel eller til et møde, så bliv der, indtil situationen ændrer sig.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere