Britisk politi: Her er gerningsmændene bag London-terror

Det britiske politi har offentliggjort identiteten på to af de tre gerningsmænd fra attentatet i London lørdag

Khuram Shazad Butt (tv) og Rachid Redouane. Politifoto
Khuram Shazad Butt (tv) og Rachid Redouane. Politifoto

Det britiske politi har offentliggjort identiteten på to af tre gerningsmænd fra attentatet i London lørdag.

Den ene hedder Khuram Butt og er 27 år. Den andens navn er Rachid Redouane. Identiteten på den sidste mand er ikke oplyst.

Begge mænd er fra Barking øst for London. Khuram Butt var britisk statsborger født i Pakistan, og han var kendt af politiet i forvejen. Dog var der intet bevis for, at han var ved at planlægge et angreb, fortæller politiet. 

Ifølge The Telegraph havde Khuram Butt været meldt til antiterror-politiet mindst to gange. En af anmelderne var hans egen nabo, en italiensk mor til to, der blev bekymret, efter Butt havde forsøgt at få hendes børn til at konvertere til Islam.

Løj for myndighederne
Oplysningerne om Rachid Redouane har været sværere at bekræfte. Han har nemlig opgivet flere forskellige navne og fødselsdatoer til myndigheder. Derudover har han både påstået at være fra Marokko og Libyen. Han var ikke kendt af politiet i forvejen.

Politiet arbejder fortsat på at identificere den tredje gerningsmand.

Far til to og Arsenal-fan
Søndag kom det frem, at en af de tre formodede terrorister var familiefar og Arsenal-fan, og at han havde optrådt i en britisk dokumentar om jihadister.

Det er nu bekræftet at være Khuram Butt.

Den 27-årige mand, som man formoder var lederen bag angrebene, boede i en lejlighed i området Barking, der ligger i den østlige del af London, sammen med sin kone og sine to små børn - en søn og en lille datter.

Det skriver flere store britiske medier, heriblandt Good Morning Britain, The Sun og Daily Mail.

På flere billeder, der er taget lørdag aften, kan man se, at den 27-årige terrorist bærer en Arsenal fodboldtrøje, da han ligger død på gaden.

Se også: Terrorist dræbt i Arsenal-trøje: Delte slik ud til børn for at omvende dem

Lidt efter klokken 23 dansk tid lørdag aften blev flere mennesker ramt af en hvid varevogn på den stærkt befolkede London Bridge i Storbritannien. Umiddelbart efter fandt knivstikkerier sted på Borough Market nær London Bridge.

Syv civile er dræbt. 48 er bragt til hospitaler med skader - herunder fire betjente, der blev såret under angrebet.

De tre gerningsmænd blev dræbt, otte minutter efter at politiet havde modtaget alarmopkaldet.

Derudover er 12 personer anholdt i forbindelse med sagen. Politiet bekræfter, at de to hændelser bliver efterforsket som terrorangreb.

Indtil videre er syv mennesker blevet dræbt og 46 er blevet såret i forbindelse med angrebet. Foto: Anthon Unger Terror - 5. jun. 2017 - kl. 06:11 Ekstra Bladet i London: I chok efter angreb - Nu er vi rigtig bange

OVERBLIK: Det ved vi om efterforskningen af angreb i London

Tre gerningsmænd dræbte syv personer i London lørdag aften, inden politiet skød og dræbte dem.

Her er, hvad vi ved indtil videre.

Angrebet:

* Lørdag aften svinger en lejet hvid varevogn af mærket Renault væk fra kørebanen på broen London Bridge og rammer flere personer.

* Politiet får de første meldinger om hændelsen klokken 22.08 lokal tid.

* Efterfølgende kører varevognen til det nærliggende Borough Market, der er et populært område med beværtninger og diskoteker.

* Her hopper tre mænd ud af vognen og begynder at stikke tilfældige mennesker ned på restauranter og barer i området, der ligger omkring 400 meter fra broen.

* Attentatmændene er iført falske bombeveste og har 30 centimeter lange knive i hænderne.

* Otte minutter efter at den første anmeldelse er tikket ind, har politiet dræbt de tre gerningsmænd.

* Otte betjente affyrer i omegnen af 50 skud mod dem. Det er "et hidtil uset" antal skud, oplyser lederen af det britiske politis antiterrorenhed.

Gerningsmændene:

* De tre gerningsmænds identitet er fortsat ikke kendt i offentligheden. Flere britiske medier mener at kende navnene, men de har valgt ikke at offentliggøre det af hensyn til politiets efterforskning.

* Politiet vil afsløre de tre angrebsmænds identitet så hurtigt som muligt, forsikrede det søndag aften.

* Den britiske premierminister, Theresa May, har slået fast, at angrebet blev begået af radikale islamister. Hun siger samtidig, at det skal være slut med tolerance over for islamister og hadprædikanter.

* Den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet, men det er ikke bekræftet.

Ofrene:

* De tre gerningsmænd dræber syv civile, herunder den 30-årige canadiske kvinde Christine Archibald samt en franskmand. Det er endnu uvist, hvor de resterende fem ofre er fra.

* 48 såres i angrebet. De transporteres til fem forskellige hospitaler i London. Mandag er 36 stadig indlagt, hvoraf 18 er i kritisk tilstand.

* Fire politibetjente bliver desuden såret under hændelsen. En af dem er i kritisk tilstand.

* Flere udenlandske statsborgere, fra blandt andet Frankrig, Australien, Tyskland og New Zealand, er mellem de tilskadekomne. Der er ikke meldinger om danske sårede.

* En civil bliver derudover ramt en enkelt gang af politiet under skudvekslingen, hvor de tre gerningsmænd dræbes, og er lettere såret. Han er ifølge en læge ramt i hovedet, men tilstanden er ikke kritisk.

Efterforskning:

* En række adresser er blevet ransaget i forbindelse med efterforskningen. Det er sket senest mandag, hvor politiet har tilbageholdt "en række personer".

* Dermed er det eksakte antal anholdelser uklart. Søndag var 12 anholdt i forbindelse med sagen. Det drejer sig om syv kvinder og fem mænd i alderen 19 til 60 år. En af mændene er dog løsladt uden sigtelse.

* Derudover har politiet afhørt hundredvis af vidner, og det efterforskningsarbejde fortsætter.

Sikkerhedstiltag:

* Politiet indsætter ekstra styrker i London den kommende tid.

* Myndighederne opretholder desuden afspærringerne omkring London Bridge lidt endnu.

* Derudover er store betonblokke placeret langs fortovene på London Bridge for at højne sikkerheden. Det samme er sket flere andre steder i den britiske hovedstad, blandt andet på broerne Westminster og Waterloo.

* Politichef Cressida Dick siger mandag, at truslen mod Storbritannien er hjemlig og ikke ser ud til at være orkestreret fra udlandet.

Kilder: BBC, National Health Service, Metropolitan Police, The Guardian, Sky News, Reuters, dpa og AFP.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere