CNN: Al-Qaedas kronprins dræbt i droneangreb

Lederen af al-Qaedas gren på den arabiske halvø blev kaldt 'bin Ladens skygge'

Al-Wuhayshi mødte al-Qaeda-lederen Osama bin Laden i 1990'erne i Afghanistan og blev hans personlige assistent. (Foto: AP)
Al-Wuhayshi mødte al-Qaeda-lederen Osama bin Laden i 1990'erne i Afghanistan og blev hans personlige assistent. (Foto: AP)

Nasir al-Wuhayshi, leder af al-Qaeda på den Arabiske Halvø og kronprins i det globale terrornetværk, er blevet dræbt i Yemen i et droneangreb.

Det oplyser efterretningskilder i Yemen til tv-stationen CNN.

Nasir al-Wuhayshi blev angiveligt dræbt fredag i Hadramout-region, hvor en fjernstyret drone skal have ramt terrorlederen med et missil, skriver CNN.

De amerikanske myndigheder har ikke officielt kommenteret historien, men al-Qaeda-tilhængere har skrevet på Twitter, at deres leder er død.

Amerikanske efterretningskilder arbejder ifølge Associated Press på at få bekræftet, at oplysningerne om al-Wuhayshis død holder stik.

- Hvis det bliver bekræftet, så er det et stort nederlag for islamiske terrorister, der ønsker at angribe USA, siger det amerikanske kongresmedlem Michael McCaul, der sidder i kongressens efterretningsudvalg.

Nasir al-Wuhayshi optrådte på en amerikansk liste over de mest eftersøgte forbrydere, og der var udlovet en dusør på ti millioner dollar på ham.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium blev han i 2013 udpeget som næstkommanderende i al-Qaeda.

Al-Qaeda-bossen Ayman al-Zawahiri udpegede i 2013 al-Wuhayshi til sin næstkommanderende. (Foto: AP)
Al-Qaeda-bossen Ayman al-Zawahiri udpegede i 2013 al-Wuhayshi til sin næstkommanderende. (Foto: AP)
 

Se også: Dokumenter offentliggjort: Her er bin Ladens guide til al-Qaeda-ansøgere

Lokale medier i Yemen skriver også om Nasir al-Wuhayshis død. Blandt andet skriver avisen al-Masdar, at den har 'informationer om, at Nasir al-Wuhayshi er blevet dræbt i et droneangreb i byen Mukalla i Hadhramaut fredag'.

Al-Wuhayshi er født i Abyan i det sydlige Yemen. Han mødte den daværende al-Qaeda-leder Osama bin Laden i 1990'erne i Afghanistan og blev hans personlige assistent.

Han var 'bin Ladens skygge' i fire år ifølge forfatteren Gregory Johnson, der har skrevet en bog om AQAP.

Al-Wuhayshi flygtede sent i 2001 fra Afghanistan, da amerikanske styrker efter 11. september-angrebene slog til mod al-Qaeda.

Senere genopbyggede han et netværk i et fængsel i Yemen, hvor han flygtede fra i 2006. Det følgende år blev han leder af al-Qaeda i Yemen, og i 2009 slog han gruppen sammen med terrornetværkets gren i Saudi-Arabien og dannede al-Qaeda på Den Arabiske Halvø.

Osama bin Laden blev dræbt af den amerikanske eliteenhed SEAL Team Six for præcis fire år siden. (Foto: AP) Plus Jægersoldat: Sådan dræbte Navy Seals Osama bin Laden

AQAP er kendt for blandt andet at have taget ansvaret for angrebet på satire-magasinet Charlie Hebdo i Paris i januar.

Nyheden om al-Qaeda-spidsens formodede død kommer, efter at USA i weekenden angreb Mokhtar Belmokhtar, en af al-Qaedas absolutte topfolk i Nordafrika.

Der er også meldinger om, at han blev dræbt i angrebet i Libyen, men USA har endnu ikke bekræftet, at det er tilfældet.

Se også: Terror-leder dræbt i amerikansk angreb

Den enøjede Mokhtar Belmokhtar. (Foto: AP)
Den enøjede Mokhtar Belmokhtar. (Foto: AP)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere