Det ved vi om den formodede massemorder

FBI har udpeget den 29-årige Omar Mateen, som manden, der skød og dræbte 50 personer på en natklub i Orlando. Her kan du få et overblik over, hvad vi indtil videre ved om ham

Ifølge offentlige registre havde Omar Mateen våbentilladelse, og en politikilde fortæller til CNN, at han tidligere arbejdede som sikkerhedsvagt (Foto: Myspace.com).
Ifølge offentlige registre havde Omar Mateen våbentilladelse, og en politikilde fortæller til CNN, at han tidligere arbejdede som sikkerhedsvagt (Foto: Myspace.com).

Politiet offentliggjorde tidligere på dagen, at personen, der formentlig dræbte de 50 personer på en homonatklub i Orlando, er den 29-årige Omar Mateen.

Myndighederne har endnu ikke offentliggjort et billede af Omar Mateen, men flere amerikanske medier heriblandt CNN og CBS News har nu sat ansigt på den 29-årige Omar Mateen.

Ekskone til formodet massemorder: Han var voldelig og slog mig

Ifølge det amerikanske medie NBC er Omar Mateen født i staten New York, men flyttede til det sydlige Florida, hvor han inden sin død boede i Port St. Lucie. Han blev gift i samme by i 2009, men er sidenhen blevet skilt.

NBC skriver samtidig, at offentlige registre viser, at Omar Mateen havde våbentilladelse, og en politikilde fortæller til CNN, at Omar Mateen har arbejdet som sikkerhedsvagt.

Efter masseskyderi: Nu reagerer Hillary og Trump

I et liveinterview med CBS News fortæller Bill Nelson, der er senator i Florida, at hans efterretningskilder fortæller ham, at Omar Mateen havde tråde til Islamisk Stat.

FBI efterforsker samtidig sagen som terrorisme og antydede også på et pressemøde, at Omar Mateen havde ekstreme, islamistiske holdninger. Men Omar Mateens far Mir Seddique tror ikke, at angrebet på homonatklubben bunder i en religiøs konflikt.

Far til formodet terrorist: Han var vred på homoseksuelle

Faderen mener i stedet, at hans søn hadede homoseksuelle.

- Vi var i centrum af Miami, folk spillede musik. Og han så to mænd kysse hinanden foran hans kone og barn, og han blev meget vred. De kyssede hinanden og rørte hinanden og han sagde: 'Se hvad de gør foran min søn,' fortæller Omar Mateens far til NBC News og fortsætter:

- Og så var vi på herretoilettet og så mænd kysse hinanden.

- Vi undskylder for det, der er sket. Vi vidste ikke, at han ville begå denne handling. Vi er i chok ligesom resten af landet, afslutter faren.