Dødstal efter bryllupsmassakre i Kabul stiger under fredsmøde

USA håber på vellykket afslutning på fredsforhandlinger med Taliban inden for kort tid

Antallet af dræbte ved en bombemassakre på et bryllup i Kabul er steget til 80. Det oplyser en embedsmand.

Op mod 200 blev såret ved angrebet, der blev begået af jihadister fra Islamisk Stat lørdag.

Antallet af dødsofre for angrebet blev først angivet til at være 63.

- Men en del sårede er siden døde af deres kvæstelser, siger Nasrat Rahimi, talsmand for indenrigsministeriet i Kabul.

- 17 andre er døde på hospitalet. Over 160 er stadig under behandling, siger Rahimi.

Selvmordsbombeangrebet mod brylluppet i den afghanske hovedstad skete på et tidspunkt, hvor der bliver meldt om fremskridt i fredsforhandlinger mellem Taliban og USA.

USA's topforhandler sagde tirsdag, at han er parat til at afslutte forhandlinger med Taliban, da han vendte tilbage til Qatar for at fortsætte møder om en afslutning på USA's længste krig.

Præsident Donald Trump synes stærkt opsat på at trække 13.000 amerikanske soldater ud af Afghanistan inden præsidentvalget næste år.

USA har som mål i forhandlingerne at få fastsat en tidsfrist for den amerikanske tilbagetrækning, som finder sted mod, at Taliban lover "reduktion i volden". Taliban skal også love ikke at beskytte Islamisk Stat og al-Qaeda.

- Vi har været i Afghanistan i 18 år. Det er latterligt, siger Trump i en kommentar.

Men angrebet på brylluppet i Kabul understreger, hvor svært det bliver at sikre et fredeligt Afghanistan i fremtiden, da Islamisk Stat vil fortsætte deres kamp mod myndighederne.

Kritikere siger også, at USA's ønske om en hurtig retræte kan sætte nogle af de fremskridt, der er nået siden 2001, over styr. Det gælder for eksempel demokratiske valg og pigers ret til skolegang. De påpeger også, at USA har forhandlet med Taliban uden at involvere den afghanske regering.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere