Efterforsker i Sri Lanka: IS stod ikke bag påskeangreb

258 personer mistede livet under koordinerede angreb mod luksushoteller og kirker i Sri Lanka i påsken

Islamisk Stat stod ikke bag de koordinerede bombeangreb, der i påsken kostede 258 personer livet i Sri Lanka.

Det oplyser en ledende efterforsker onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Islamisk Stat har ellers tidligere taget skylden for angrebene, som ramte både kirker og luksushoteller.

Angrebene blev udført af lokale islamister, som dog var inspireret af Islamisk Stat, lyder det fra lederen af politiets efterforskning i Sri Lanka Ravi Seneviratne.

- De fulgte IS' ideologi, men vores efterforskning har ikke kunnet påvise nogen forbindelse mellem dem, sagde Ravi Seneviratne onsdag under en høring.

Han påpegede samtidig, at gruppen, der planlagde og udførte angrebene, havde overbevist Islamisk Stat om at tage skylden for angrebene.

Forud for bombeangrebene, som fandt sted den 21. april, havde lederen af gruppen, Zahran Hashim, lavet en video sammen med sine medsammensvorne, hvor de svor troskab til IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi.

Islamisk Stat offentliggjorde optagelsen to dage efter de koordinerede angreb.

Den lokale gruppe, der udførte angrebene, kaldte sig National Thowheeth Jama'ath. Angrebene ramte tre kirker, tre luksushoteller og yderligere to mål med selvmordsbomber.

Blandt de dræbte var tre danske børn.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere