Efterforsker terrorangreb nær London

50-årig mand anholdt efter 'terrorangreb inspireret af den yderste højrefløj'

Politiet i London efterforsker lige nu et terrorangreb i byen Stanwell nær London.

Ifølge The Guardian er der tale om en 50-årig mand, som lørdag nat blev anholdt og anklaget for mordforsøg.

Manden opførte sig efter sigende aggressivt og råbte racistiske skældsord, mens han bar rundt på en kniv og svingede med et baseball-bat.

En 19-årig mand blev stukket i hånden, men formåede at flygte til en nærliggende McDonald's, hvor læger og politi tilså ham. Den unge mand blev hastet til hospitalet, hvor han blev erklæret uden for livsfare.

Ifølge Surrey Live spurgte overfaldsmanden sit offer, om 'han ville dø', før han gik til angreb.

Muligt terrorangreb
Den britiske antiterrorchef, Neil Basu, vurderer, at der er tale om et terrorangreb.

- Efterforskningen er stadig i sin begyndelse, men der er tegn på en terrorhandling inspireret af den yderste højrefløj. Derfor erklærer vi det for en terrorhandling, udtaler han ifølge The Guardian.

- Klassificeringen betyder, at vi kan tage alle midler i brug for at kortlægge omstændighederne omkring angrebet.