Ekspert: Derfor skal vi bombe Islamisk Stat

Dansk militæranalytiker mener ikke, danske landtropper vil gøre en forskel i kampen mod terrororganisationen. Det eneste, der kan sætte en stopper for dem, er et luftangreb

Efter terrorangrebet i Paris har der igen og igen lydt opfordringer til, at vi gør noget mere for at bekæmpe Islamisk Stat.

Flere partier, heriblandt De Konservative, mener, at man skal sende landtropper ind for at tilintetgøre terrororganisationen.

Med det nytter ingenting, siger militæranalytiker Johannes Riber Nordby.

- Det nytter ikke noget at sende vestlige landtropper derned. Der er mange forskellige fronter, og i forvejen er der kurdiske, irakiske og syriske landtropper, der kæmper imod og jeg kan ikke se, at en udskiftning med vestlige landtropper skulle gøre en forskel, siger han til Ekstra Bladet.

Han mener derfor, at den strategi, som udenrigsminister Kristian Jensen (V) på nuværende tidspunkt holder, er den helt rigtige, når det kommer til udslettelsen af Islamisk Stat.

Frankrig har i løbet af de sidste to dage allerede udført tre luftangreb mod den syriske by Raqqa.

Franske kampfly bomber igen IS-højborg

De første bombefly sendes af sted. (Video: AP)

I de seneste luftangreb var ti franske fly på vingerne. 16 bomber blev smidt, oplyser det franske forsvarsministerium ifølge AFP.

- Begge mål blev ramt og ødelagt samtidig, lyder det i fransk militærs udmelding.

- I samarbejde med amerikanske styrker blev angrebene rettet mod mål, der var registreret på rekognoseringsmissioner, som Frankrig tidligere havde udført, lyder det videre.

Fredag aften dræbte en række koordinerede angreb 129 mennesker i Paris. IS har taget skylden for angrebene.