Ekspert: Det betyder Boko Harams ægteskab med IS

Det får nok ikke den store betydning, at terrorgruppen Boko Haram har sværget troskab til Islamisk Stat

Boko Haram og ISIS er nye bedste venner. (Foto: AP)
Boko Haram og ISIS er nye bedste venner. (Foto: AP)

Den nigerianske terrorbevægelse Boko Haram har erklæret sin troskab over for terrorbevægelsen Islamisk Stat, samt troskab til kampen om et fælles kalifat i Irak og Syrien. Dermed danner to af verdens mest frygtede islamiske bevægelser nu et ubehageligt par.

Ifølge Holger Bernt Hansen, der er Afrikaekspert og professor emeritus ved Københavns Universitet, er betydningen af samarbejdet mere af symbolsk karakter.

- For Boko Haram handler det om flere ting. Deres sag har brug for støtte. Både i forhold til rekruttering, men også i forhold til gruppens omdømme. Der er langt fra Nigeria til Kalifatet i Mellemøsten, siger eksperten.

- Det er tydeligt, at Boko Haram i det seneste halve års tid i større omfang har efterlignet IS. De har erklæret et kalifat i det område i Nordnigeria, som de befinder sig i. I sidste uge sendte de en halshugningsvideo på nettet, i samme stil og kvalitet som IS er kendt for at producere.

- Boko Haram har skullet vælge mellem at tilslutte sig Al-Qaeda, som er tættere på i Nordafrika, eller IS. De har så valgt at tilslutte sig IS, samt at tilbyde deres lydighed til kalifatet i Irak og Syrien.

Se også: Boko Haram sværger troskab til Islamisk Stat

- Det vil sige, at Boko Harams soldater nu også kæmper for det store kalifat, og det er her, det væsentlige kommer til udtryk. Nu er Boko Haram ikke længere blot en regional terrorgruppe i Nigeria. Nu kæmper de for en større og mere verdensomspændende sag, siger Holger Bernt Hansen.

- Symbolsk kan det give dem mere opbakning, for nu er de anerkendte i kampen for at sikre kalifatet. Man skal huske, at Boko Haram har været vigende i de seneste to uger. De har mistet landsbyer efter angreb fra nabolandet Chads hær, hvilket har presset dem tilbage.

Vil det så betyde, at man nu vil se omrejsende jihadister i Boko Haram-området?

- Det tvivler jeg på. Der kan være en slags koordinering med den nye video, som var lavet langt mere professionelt, end man før har set. De bruger jo internettet i stor stil til rekruttering. Derfor ved de forskellige grupper mere om hinanden, end vi umiddelbart skulle tro, siger eksperten.

Hvad med IS?

- IS vil nok acceptere Boko Haram, men de har som sådan ikke brug for dem. Du skal nok ikke regne med at se IS kæmpe Boko Harams sag i Nigeria, som i første runde er at genere Nigerias valg. Indtil videre har Boko Haram fået udsat valget i seks uger, og det må stadigvæk være deres dagsorden, siger Holger Bernt Hansen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere