Fem venner fra Argentina og en mor til to fra Belgien er blandt de otte personer, der blev dræbt, da en 29-årig mand kørte dem ned med en varevogn på en cykelsti i New York.
De fem argentinere var rejst til den amerikanske storby for at fejre, at det var 30 år siden, at de blev færdige med deres uddannelse på et teknisk universitet i Rosario.
Vennerne havde tirsdag eftermiddag lejet bycykler og rullede fredsommeligt af sted på en populær cykelsti langs Hudson River, da de blev pløjet ned i et formodet terrorangreb.
Her bliver New York-terroristen anholdt
De fem dræbte er identificeret som Ariel Erlij, Hernan Mendoza, Diego Angelini, Alejandro Pagnucco og Hernan Ferruchi, rapporterer argentinske medier.
- Argentina understreger sin stærkeste fordømmelse af terrorhandlinger og vold i alle afskygninger og gentager behovet for at styrke kampen mod denne plage, lyder det i en officiel udtalelse.
Ariel Erlij, der var direktør for en stålfabrik i Argentina, havde af egen lomme betalt flybilletten for to af de andre, så de også kunne være med til at fejre jubilæet i New York.
Et sjette medlem af gruppen, Martin Marro, slap fra angrebet med kvæstelser. Han er indlagt på hospitalet og ventes at overleve.
- De pårørende er helt fortvivlede over at være så langt væk. De ved ikke, hvad de skal gøre, siger den argentinske FN-repræsentant Mateo Estrémé.
- De er stadig i chok. De kan ikke begribe, hvad der er sket, siger han til New York Post.
Politiet: Nu er varevogns-terroristen identificeret
En belgisk kvinde mistede også livet i angrebet, oplyser der belgiske udenrigsministerium.
Ann-Laure Decadt, 31, var i New York med sin mor og to søstre, da hun blev kørt ned på cykelstien. Hun blev erklæret for død på hospitalet, bekræfter hendes mand.
- Hun var en vidunderlig kone og den smukkeste mor til vores to sønner på to måneder og tre år, siger Alexander Naessens til den belgiske avis HLN.
Der er ingen meldinger om, at der skulle være danskere blandt de i alt otte dræbte og 11 kvæstede.
Angrebet skete tirsdag klokken 15 lokal tid, da Sayfullo Saipov, 29, ifølge politiet kørte en lejet varevogn ned ad en cykelsti nær World Trade Center på Manhattan i New York.
Trak lod om opholdstilladelse
Sayfullo Saipov der efterfølgende blev såret af politiskud, kom til USA fra Usbekistan i 2010.
Han havde vundet sin opholdstilladelse i USA's lodtrækning om de såkaldte green cards, der giver permanent opholdstilladelse. Han har boet i både Ohio, Florida og seneste i New Jersey, hvor han levede med sin kone og tre børn.
Sayfullo Saipov havde tilsyneladende planlagt angrebet i flere uger, oplyser politichef John Miller.
Han tilføjer, at angrebet blev udført i Islamisk Stats navn. Det baserer efterforskerne blandt andet på et håndskrevet brev, som var efterladt i den lejede varevogn.
- Teksten var på arabisk, siger politichef John Miller på et pressemøde onsdag.