Fjerde person er død efter Strasbourg-angreb

Det fjerde dødsoffer i den franske by kæmpede for sit liv, lyder det fra anklagerens kontor

Den formodede terrorist fra angrebet i Strasbourg blev skudt og dræbt af politiet torsdag aften - til efterfølgende stor applaus fra civile, der opholdt sig i nærheden. Video: AP/BFM TV

Tre dage efter angrebet i Strasbourg er en fjerde person død af sine kvæstelser.

Det oplyser den franske anklagemyndighed fredag sidst på eftermiddagen.

- Den pågældende person har kæmpet for sit liv, fortæller en repræsentant for anklagerens kontor.

Gerningsmanden, den 29-årige Cherif Chekatt, blev torsdag aften spottet på gaden i bydelen Neudorf i Strasbourg. Her blev han skudt og dræbt af politiet, efter at han åbnede ild mod en af politiets patruljevogne.

Mere end 700 politifolk deltog i jagten på den 29-årige.

Det var ifølge myndighederne Chekatt, der tirsdag aften med et skydevåben og en kniv angreb det traditionsrige julemarked i Strasbourg. Her blev i første omgang to meldt dræbt og 14 såret.

Dødstallet er siden steget til fire.

Islamisk Stat har på Twitter taget skylden for angrebet i Strasbourg. Her hedder det, at det var en af organisationens "soldater", der stod bag.

Men Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, kalder det for en "opportunistisk" og løgnagtig påstand.

- Vi har at gøre med en mand, som var opslugt af ondskab, siger Castaner efter at være blevet vist rundt på julemarkedet i den østfranske by.

Fredag aften ventes præsident Emmanuel Macron at besøge julemarkedet, når han vender tilbage fra EU-topmødet i Bruxelles.

Yderligere to personer blev natten til fredag anholdt i forbindelse med efterforskningen. Det bringer antallet af anholdte op på syv. Blandt dem er Chekatts forældre og to brødre.

En tredje bror, der ligesom Chekatt var registreret på en liste over potentielle ekstremister, er anholdt i Algeriet, siger kilder tæt på efterforskningen til nyhedsbureauet AFP.

Politiet fokuserer på, om Chekatt fik hjælp fra andre til at udføre sit morderiske forehavende.

Terror - 14. dec. 2018 - kl. 08:11 Folk klappede på gaden efter hans død: Her endte hans liv

OVERBLIK: Sådan forløb angrebet i Strasbourg

Tre mennesker er døde, og 13 andre er såret, efter at den 29-årige Cherif Chekatt tirsdag aften åbnede ild på et julemarked i Strasbourg. Torsdag aften blev den mistænkte skudt og dræbt af politiet.

Her er, hvad vi ved om angrebet:

* Tirsdag omkring klokken 19.50 åbner en mand ild nær Place Kléber, hvor julemarkedet Christkindelsmärik bliver holdt.

* Herefter løber han ned ad den lille, smalle gade Rue des Orfèvres, der er fyldt med butikker og caféer. Her åbner han ild, ligesom han når at åbne ild på den nærtliggende Rue des Grandes-Arcades, før han flygter over broen Pont du Corbeau.

* I alt varer skyderiet i omkring ti minutter og finder sted på tværs af flere gader. I denne periode hører flere vidner gerningsmanden råbe "Allahu Akbar" (Gud er stor, red.). Andre vidner fortæller, at han også forsøger at angribe folk med en kniv.

* Gerningsmanden møder en soldaterpatrulje under sin flugt, og der finder en skudveksling sted. En soldat bliver ramt af skud i hånden, mens gerningsmanden bliver skudt i armen.

* En 45-årig thailandsk turist bliver ramt af skud i hovedet foran en restaurant og afgår ved døden.

* Gerningsmanden flygter i en taxa i retning mod bydelen Neudorf og krydset Place de l'Étoile.

* Taxachaufføren har siden fortalt politiet, at den mistænkte pralede med, at han havde dræbt folk, og at han havde en granat derhjemme.

* Natten til onsdag bliver 350 sikkerhedsstyrker og flere helikoptere sat ind i jagten på gerningsmanden. Onsdag tilføres eftersøgningen yderligere 500 soldater.

* Efter to dages menneskejagt bliver den mistænkte skudt og dræbt af politiet i Neudorf torsdag aften.

* Siden tirsdag havde han angiveligt gemt sig på et lager i Plaine-des-Bouchers i kvarteret Meinau ikke langt fra bydelen Neudorf.

Kilder: The Guardian, France 24, France Info.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere