Folk klappede på gaden efter hans død: Her endte hans liv

Chérif Chekatt nåede at være Europas mest eftersøgte mand i godt 48 timer

Den formodede terrorist fra angrebet i Strasbourg blev skudt og dræbt af politiet torsdag aften - til efterfølgende stor applaus fra civile, der opholdt sig i nærheden. Video: AP/BFM TV

Torsdag aften skete det, som de fleste må have betragtet som uundgåeligt.

Chérif Chekatt, den 29-årige mand, der formodes at stå bag terrorangrebet på et julemarked i Strasbourg tirsdag aften, blev skudt og dræbt af fransk politi.

Den formodede terrorist endte sine dage i det kvarter i Strasbourg, hvor han havde tilbragt en stor del af sin kriminelle tilværelse, og hvortil han flygtede efter sin udåd tirsdag aften.

En kvinde havde fortalt til politiet, at hun mente, hun havde set ham i Neudorf-kvarteret, og politiet øgede derfor tilstedeværelsen yderligere i området - uden at skrue ned for bevogtningen ved grænserne til Tyskland og Schweiz, hvortil man havde frygtet, at Chekatt kunne være flygtet.

Flygtede i taxa
Det viste sig dog, at han ikke var kommet meget længere end til den bydel, hvortil han tog en taxa efter at have skudt og dræbt tre mennesker og såret adskillige andre. Både før og efter han forlod taxaen, var han i skudduel med politiet, men begge gange formåede han at undslippe.

Torsdag aften sluttede hans flugt imidlertid.

Tre betjente fra Brigades Spécialisées de Terrain (BST), som er en enhed under det nationale politi, der bliver indsat i særligt belastede områder, opdagede tilfældigt den formodede gerningsmand.

Her råbte de ham an med den hensigt at anholde ham, men i stedet for at overgive sig gav han sig til at skyde mod betjentene.

De svarede resolut igen og skød og dræbte manden.

Her ligger den formodede terrorist død efter skududvekslingen med politiet. Foto: AP
Her ligger den formodede terrorist død efter skududvekslingen med politiet. Foto: AP
 

- Vores mål var at anholde ham, men efter de blev skudt på en eller to gange, var de forpligtede til at skyde tilbage, lød det torsdag aften fra indenrigsminister Christophe Castaner.

Bevæbnet med gammel revolver
Betjentene, der endte med at dræbe Chérif Chekatt, var ikke tungt bevæbnede specialister, men islamisten selv var også langtfra bevæbnet med det ypperste inden for våben.

Således fandt man ved siden af hans lig en 8 mm-revolver af den model, som blev introduceret i den franske hær i 1892.

Ingen betjente kom noget til ved skudepisoden, og efterfølgende blev de udstationerede betjente hyldet af de almindelige mennesker på gaden, som med respektfulde klapsalver hyldede de folk, der havde sat alt ind for at holde byen tryg efter 48 timer i frygt for, at den undslupne gerningsmand ville slå til igen.

Tungt bevæbnet politi har præget gaderne i Strasbourg efter tirsdagens angreb. Foto: AP
Tungt bevæbnet politi har præget gaderne i Strasbourg efter tirsdagens angreb. Foto: AP
 

Befolkningen kan dog ånde lettet op, efter at manden, der som den eneste formodes at have stået bag tirsdagens angreb, ikke længere udgør en trussel.

Familie anholdt
Politiet skal nu i stedet arbejde med at opklare, hvorvidt Chérif Chekatt havde medsammensvorne, samtidig med at de skal lægge sig fast på et motiv.

Foreløbig meldes hans forældre og brødre anholdt, men det er uvist, hvad de er sigtede for, og om de har en direkte forbindelse til angrebet.

Se også: Brødre til mistænkt drabsmand fra Strasbourg er anholdt

Chérif Chekatt var kendt for en stribe af forbrydelser i Tyskland og Frankrig, og tirsdag formiddag ville politiet have anholdt ham for røveri og drabsforsøg, men han var ikke hjemme, da de mødte op på hans adresse.

Ifølge The Guardian arbejder myndighederne med netop den fejlslagne anholdelse som en mulig udløser til, at den 29-årige begik angrebet på julemarkedet.

Tre af ofrene for attentatet på julemarkedet svæver stadig mellem liv og død, oplyste indenrigsministeren torsdag aften.

Julemarkedet i Strasbourg har været lukket siden angrebet, men efter planen skal det åbne igen fredag under øget bevogtning.

Store mængder blomster og lys er blevet placeret i Strasbourg for at mindes ofrene. Foto: Reuters/Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Store mængder blomster og lys er blevet placeret i Strasbourg for at mindes ofrene. Foto: Reuters/Christian Hartmann/Ritzau Scanpix

OVERBLIK: Sådan forløb angrebet i Strasbourg

Tre mennesker er døde, og 13 andre er såret, efter at den 29-årige Cherif Chekatt tirsdag aften åbnede ild på et julemarked i Strasbourg. Torsdag aften blev den mistænkte skudt og dræbt af politiet.

Her er, hvad vi ved om angrebet:

* Tirsdag omkring klokken 19.50 åbner en mand ild nær Place Kléber, hvor julemarkedet Christkindelsmärik bliver holdt.

* Herefter løber han ned ad den lille, smalle gade Rue des Orfèvres, der er fyldt med butikker og caféer. Her åbner han ild, ligesom han når at åbne ild på den nærtliggende Rue des Grandes-Arcades, før han flygter over broen Pont du Corbeau.

* I alt varer skyderiet i omkring ti minutter og finder sted på tværs af flere gader. I denne periode hører flere vidner gerningsmanden råbe "Allahu Akbar" (Gud er stor, red.). Andre vidner fortæller, at han også forsøger at angribe folk med en kniv.

* Gerningsmanden møder en soldaterpatrulje under sin flugt, og der finder en skudveksling sted. En soldat bliver ramt af skud i hånden, mens gerningsmanden bliver skudt i armen.

* En 45-årig thailandsk turist bliver ramt af skud i hovedet foran en restaurant og afgår ved døden.

* Gerningsmanden flygter i en taxa i retning mod bydelen Neudorf og krydset Place de l'Étoile.

* Taxachaufføren har siden fortalt politiet, at den mistænkte pralede med, at han havde dræbt folk, og at han havde en granat derhjemme.

* Natten til onsdag bliver 350 sikkerhedsstyrker og flere helikoptere sat ind i jagten på gerningsmanden. Onsdag tilføres eftersøgningen yderligere 500 soldater.

* Efter to dages menneskejagt bliver den mistænkte skudt og dræbt af politiet i Neudorf torsdag aften.

* Siden tirsdag havde han angiveligt gemt sig på et lager i Plaine-des-Bouchers i kvarteret Meinau ikke langt fra bydelen Neudorf.

Kilder: The Guardian, France 24, France Info.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere