Gerningsmænd bag terror har ofte kriminel baggrund

Tre ud af fire, som har begået terror i Vesten de seneste fire år, har en kriminel fortid, viser undersøgelse

Af de 25 personer, der har gennemført såkaldte terroraktioner i Vesten de seneste fire år, har 18 begået anden - ofte alvorlig - kriminalitet forinden.

Det viser en undersøgelse fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, skriver Jyllands-Posten søndag.

Undersøgelsen omfatter de i alt 21 angreb, der er blevet begået i Europa, Nordamerika og Australien fra januar 2012 til august 2015.

Med i opgørelsen er derfor også skudangrebene i København i februar sidste år, hvor gerningsmanden, Omar el-Hussein, nåede at skyde og dræbe to civile, før han selv blev skudt og dræbt af politiet.

Omar el-Hussein havde flere domme bag sig, blandt andet en dom på to års fængsel for et knivoverfald. Samtidig havde han ifølge Københavns Politi tidligere været en del af bandemiljøet i hovedstaden.

De vestlige lande står over for et voksende problem med de såkaldte crossovers, som bevæger sig fra almindelige kriminelle miljøer til militante radikaliserede grupperinger. Det vurderer den svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp.

- Man skal tage udviklingen med disse crossovers med største alvor. Når de krydser over i det radikaliserede miljø med erfaringer fra den kriminelle verden, er de vant til at håndtere våben og bruge vold, siger han til Jyllands-Posten.

- De vil derfor have lettere ved at slå ihjel, fortsætter han.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, oplyser i en skriftlig kommentar til avisen, at tjenesten i samarbejde med dansk politi har "fokus på at styrke indsatsen mod de såkaldte crossovers".

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen