Det var den 37-årige franske betjent Xavier Jugelé, som i aftes blev dræbt i et angreb på Champs-Élysées i Paris.
Drabsmanden åbnede ild med et automatvåben mod en af politiets gruppevogne på den berømte boulevard nær Triumfbuen omkring klokken 21.
Udover at ramme Jugelé lykkedes det ham at såre to andre alvorligt. Han endte dog også med selv at blive dræbt af politiets skud, da han forsøgte at flygte til fods.
For den nu afdøde Jugelé, der havde været i styrken i seks år, var det ikke første gang, at han havde terroren tæt på livet. I 2015 da terrorister angreb musikstedet Bataclan, hvor 90 mennesker blev dræbt, var han en af de betjente, som blev kaldt ud til den tragiske massakre.
Et år efter angrebet deltog han i en mindehøjtidelighed, som han var 'glad' for at være en del af, fortalte han til journalister.
- Vi er her for at forsvare vores samfundsmæssige værdier. Denne koncert er for at fejre livet. For at sige nej til terrorister, sagde han dengang til People magazine.
Den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat tager skylden for angrebet, som fandt sted, netop som den sidste tv-debat mellem kandidaterne til præsidentvalget blev afviklet.
Islamisk Stats propagandakontor Amaq skriver, at angriberen var en af gruppens folk. Han var ifølge de franske myndigheder 39 år og havde fransk statsborgerskab.
Han var kendt af antiterrorkorpset, som ransagede hans lejlighed i en østlige forstad til Paris sent torsdag aften.
Manden var kortvarigt anholdt i februar, hvor han var mistænkt for at ville angribe politiet. Han blev sat på fri fod på grund manglende beviser.
Manden blev derimod i 2005 angiveligt fundet skyldig i andre alvorlige anklager, siger politikilder til AFP.