Hollande: Terror-dræbt havde besked påskrevet

Den franske præsident bekræfter, at dagens angreb i Frankrig er terror

Foto: Laurent Cipriani/AP
Foto: Laurent Cipriani/AP

Angrebet mod en gasfabrik nær Lyon i det sydøstlige Frankrig er terror. Det har den franske præsident Francois Hollande netop meddelt på et pressemøde, efter han i al hast har forladt et EU-topmøde i Bruxelles.

Præsidenten bekræftede også flere detaljer om angrebet, der kommer knap seks måneder efter terroranslaget mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris.

Se også: Fransk fabrik angrebet: En halshugget

- I bilen sad føreren og muligvis en anden person, som kørte ind i anlægget med det mål at forårsage store skader. Bilen kørte ind i en bygning på gasfabrikken, hvilket udløste en eksplosion, tilføjer præsidenten.

- Der er på nuværende tidspunkt en død og to sårede.

- Der blev fundet et lig og et afhugget hoved med en besked på, lød det blandt andet fra Francois Hollande, som videre bekræfter, at en person foreløbig er anholdt.

Det vides endnu ikke, hvem offeret er, og om han er blevet dræbt og halshugget ved gasanlægget, hvor kroppen blev fundet.

- Personen, der formodes at stå bag angrebet, er anholdt og identificeret.

Den franske præsident understregede videre, at de franske myndigheder vil tage alle midler i brug for at undgå flere angreb.

Francois Hollande siger, at 'vores tanker går til offeret' for fredagens terrorangreb.

- Det handler om solidaritet. Det Europæiske Råd gav til morgen udtryk for sin solidaritet. Vi husker alle, hvad der tidligere er sket i vores og i andre lande. Der er derfor mange følelser på spil, siger præsidenten.

- Det drejer sig om handling, forebyggelse og afskrækkelse og derfor også om nødvendigheden af at støtte og udbrede vores værdier og aldrig give efter for frygt. Det handler om at leve op til vores ansvar i alle situationer, siger Hollande.

- Det handler ikke om at udbrede uacceptable mistanker, men om at gøre vores job, sådan som det franske folk forventer af os. Og om at beskytte vores folk, samtidig med at vi søger sandheden og identificerer de grupper og individer, der er ansvarlige for disse handlinger.

Ved angrebet i januar mod Charlie Hebdo var aktionen koordineret, så der over mere end et døgn blev spredt frygt og død i den franske hovedstad.

Der er endnu ingen, der havde taget ansvaret for dagens bestialske angreb, der ligner islamistisk terror.

Det har tidligere været meldt ud, at der på gerningsstedet var hævet et 'islamisk flag'.

1 af 2 Francois Hollande har netop holdt et pressemøde efter terrorangrebet mod en gasfabrik mellem Lyon og Grenoble.
2 af 2 Foto: Laurent Cipriani/AP
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere