IS-leder i sjælden tale: Opfordrer tilhængere til at fortsætte terroren

Livstegn fra Abu Bakr al-Baghdadi i en 55 minutter lang lydoptagelse

Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af Islamisk Stat, opfordrer sine tilhængere til at fortsætte kampen. Foto: AP
Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af Islamisk Stat, opfordrer sine tilhængere til at fortsætte kampen. Foto: AP

Han har været rapporteret dræbt flere gange, men i sin første tale i knap et år opfordrer lederen af terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), Abu Bakr al-Baghdadi, sine tilhængere til at fortsætte kampen.

Det fremgår af en 55 minutter lang lydoptagelse, der er lagt ud af IS-mediet al-Furgan.

- Du har ikke noget valg. Hvis du vil leve i værdighed, må du vende tilbage til din religion og kæmpe mod din fjende, siger manden, der angiveligt er Baghdadi.

I optagelsen lykønsker stemmen også med nylige angreb i Canada og Europa og opfordrer sine tilhængere til at bruge 'bomber, knive og køretøjer' til at udføre flere angreb.´

Skjuler sig i grænselandet
Ifølge Reuters har det ikke været muligt at kontrollere, om stemmen på optagelsen med sikkerhed er IS-lederens.

Men hvis det er, så er lydoptagelsen det første livstegn fra Abu Bakr al-Baghdadi, siden en optagelse med ham blev offentliggjort 28. september sidste år.

Hør selv ordlyden i IS-lederens efter sigende første kontroversielle tale i knap et år. (Video: AP)

I løbet af de seneste år har der flere gange været forlydender om, at Baghdadi er blevet enten såret eller dræbt.

I maj vurderede irakiske sikkerhedsmyndigheder dog, at han er i live og opholder sig i Syrien nær grænsen til Irak.

I den nye lydoptagelse, der blev offentliggjort onsdag, refererer den formodede IS-leder til hændelser, der er sket i Syrien og Irak i denne måned. Han henviser også til den aktuelle krise mellem Tyrkiet og USA over den amerikanske pastor Andrew Brunson.

Islamisk Stat, der indtil sidste år kontrollerede store områder i Syrien og Irak, er siden blevet drevet ud i ørkenen af en succesfuld offensiv fra internationale allierede i begge lande.

30.000 krigere
En ny FN-rapport konkluderer, at der fortsat er tusindvis af IS-medlemmer tilbage i Syrien og Irak, selv om mange IS-krigere er blevet dræbt eller er flygtet fra krigszonen.

Der er ifølge rapporten op mod 30.000 medlemmer af den militante bevægelse tilbage i de to lande.

Desuden udgør bevægelsens globale netværk en stigende trussel. Det skyldes, at IS fortsat har stærke støtter i både Afghanistan, Libyen, Sydøstasien og Vestafrika.

Islamisk Stat erobrede i 2014 store dele af Irak og Syrien. Da gruppens territorium var størst, strakte det sig fra Aleppo i Syrien til nord for den irakiske hovedstad Bagdad.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere