Islamisk Stat hævder: Bombe i dåsesodavand dræbte 224

Terror-organisationen hævder i deres månedlige magasin, at det var en bombe skjult i en dåsesodavand, der fik russisk fly til at styrte ned over Sinai-halvøen

(Foto: AP)
(Foto: AP)

I den seneste udgave af Islamisk Stats månedlige engelsk-sprogede magaisn Dabiq, hævder terrororganisationen, at det var en indsmuglet bombe i en dåsesodavand, der fik flyet fra det russiske selskab Metrojet til at styrte ned over Sinai-halvøen den 31. oktober.

Onsdag har Islamisk Stat nemlig offentliggjort et billede af en Schweppes og det, der ligner en detonator.  

Der er desuden fotos af pas, som tilhører døde russere, og som skal være indsamlet af IS-folk, hævde de i magaisnet.

Ville angribe fly-koalition
I magasinet står der ligeledes, at Islamisk Stat i første omgang havde planlagt at ville ramme et fly fra et landene i den amerikansk-anførte koaltion.

De valgte dog at ændre deres planer, da Rusland indledte krigen mod Islamisk Stat i slutningen af september.

Artiklen fortsætter under billedet:

Flyet styrtede ned over Sinai-halvøen den 31. oktober. Sinai-halvøen er et sted, hvor en gruppering af Islamisk Stat har vundet fodfæste. (Foto: AP)
Flyet styrtede ned over Sinai-halvøen den 31. oktober. Sinai-halvøen er et sted, hvor en gruppering af Islamisk Stat har vundet fodfæste. (Foto: AP)

Alle 224 ombordværende mistede livet i terrorangrebet.

Der blev længe spekuleret i, om der var tale om et angreb eller det slet og ret var et teknisk uheld, der fik flyet til at styrte ned omkring en halv time efter, at det var lettet fra ferieparadiset Sharm el Sheikh.

Tirsdag meldte Rusland så officielt ud, at det var en bombe, der fik flyet til at styrte ned. Senere samme dag indledte de et massivt bombardement mod IS-mål i Syrien.

Onsdag skrev det russiske medie Kommersant, at bomben var blevet smuglet ind i flyet og sprængte i kabinen.

Dette er dog ikke blevet bekræftet for officielt hold i Kreml.

Se video fra ulykkesstedet her