Knivangreb i USA efterforskes som terror

FBI: Canadisk statsborger stak amerikansk lufthavnsbetjent ned med kniv

Efter knivangrebet undersøgte politiet lufthavnsområdet med hunde. (Foto: AP)
Efter knivangrebet undersøgte politiet lufthavnsområdet med hunde. (Foto: AP)

En canadisk statsborger råbte 'allahu akbar' – 'gud er stor' på arabisk - da han onsdag morgen angreb en politimand med en kniv i lufthavnen i Flint i den amerikanske delstat Michigan.

Det oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI, der efterforsker sagen som en terrorhandling.

- På nuværende tidspunkt anser vi ham for at være en ’lone-wolf’ (alene om angrebet, red.), siger ledende FBI-agent David Gelios.

Han oplyser, at intet tyder på, at den anholdte er del af et større plot.

- Vi har ingen informationer om, at han har modtaget træning, siger FBI-agenten ifølge Associated Press.

Canadier anholdt
Angriberen, der er identificeret af myndighederne som Amor Ftouhi fra Quebec, er anholdt for drabsforsøg på politimanden, der blev stukket i halsen med en lang kniv.

Politimanden, Jeff Neville, meldes uden for livsfare efter at være blevet opereret.

Politimanden Jeff Neville ventes at overleve angrebet. (Foto: AP)
Politimanden Jeff Neville ventes at overleve angrebet. (Foto: AP)

Gerningsmanden blev pågrebet af politiet umiddelbart efter angrebet, og ingen andre end betjenten kom noget til.

- Hvorfor lod I mig leve, skal gerningsmanden have sagt til politiet, da han blev lagt i håndjern.

Trump orienteret
FBI oplyser, at gerningsmanden under angrebet nævnte, at folk er blevet dræbt i Syrien, Irak og Afghanistan.

Angrebet fandt sted onsdag morgen lokal tid i Bishop International Airport i Flint, Michigan, der ligger 75 kilometer nordvest for Detroit.

Talsmand for Det Hvide Hus Sean Spicer oplyser, at præsident Donald Trump er orienteret om episoden.

Den amerikanske præsident er onsdag på vej til et vælgerarrangement i Cedar Rapids, Iowa. (Foto: AP)
Den amerikanske præsident er onsdag på vej til et vælgerarrangement i Cedar Rapids, Iowa. (Foto: AP)
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere