Krigsfly skudt ned i Syrien

Et militært fly er skudt ned i syrisk område, der kontrolleres af Islamisk Stat (IS)

Et krigsfly er styrtet ned i den syriske provins Raqqa i et område, der kontrolleres af militante fra Islamisk Stat (IS), oplyser en overvågningsgruppe til internationale nyhedsbureauer.

- Vi har bekræftede oplysninger om, at medlemmer af IS har taget en arabisk (ikke-syrisk) pilot til fange efter at have skudt hans fly ned med et jord-til-luft missil nær byen Raqqa, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Talsmænd for IS hævder, at de har taget en jordansk pilot til fange i Syrien.

Adskillige fotografer er blevet offentliggjort af flyet - deriblandt et af piloten, som kun er iført en hvid skjorte. Han bliver båret af fire mænd. Et andet foto viser piloten omringet af over en halv snes mænd.

Jihadisterne hævder, at de har skudt flyet ned med et varmesøgende missil.

Observatørgruppen, som har base i London, og som indhenter oplysninger via netværk i hele Syrien, siger, at den ikke har yderligere informationer.

Jordan, der ikke umiddelbart har reageret på nedskydningen af flyet, er et af de lande, som deltager i en amerikansk-ledet alliance, som udfører bombeangreb mod IS i Syrien og Irak.

Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Bahrain deltager i angrebne.

Australien, Belgien, Storbritannien, Canada, Danmark, Frankrig og Holland deltager i angrebene, men kun i Irak.

En ny rapport fra Amnesty International om Islamisk Stats fremrykning i sommer beskriver blandt andet, hvordan piger ned til 12 år er blevet taget som fanger af Islamisk Stat og brugt som sexslaver.

Det er Amnesty Internationals researcher i Syrien og Irak, Donatella Rovera, der har talt med kvinderne.

- Hundredvis af yezidiske kvinders og pigers liv er blevet splintret af de forfærdelige seksuelle krænkelser og det seksuelle slaveri, de har oplevet i IS-fangenskab, siger hun.