Magtkamp i dødsgruppe: Kupmager vil kun dræbe kristne

Boko Harams blinde angreb på moskéer og moderate muslimske familier får nu IS til at bakke op om ny terrorleder i den vestafrikanske jihad-gruppe

Den islamistiske dødsgruppe Boko Harams nye leder Abu Musab al-Barnawi er ikke mindre morderisk end sin rival Abubakar Shekau.  Men kupmageren vil på moderorganisationen Islamisk Stats  opfordring gøre op med de vestafrikanske terroristers blinde angreb på muslimske familier. Han vil udelukkende bekæmpe Nigerias regeringshær og udslette kristne.
Den islamistiske dødsgruppe Boko Harams nye leder Abu Musab al-Barnawi er ikke mindre morderisk end sin rival Abubakar Shekau. Men kupmageren vil på moderorganisationen Islamisk Stats opfordring gøre op med de vestafrikanske terroristers blinde angreb på muslimske familier. Han vil udelukkende bekæmpe Nigerias regeringshær og udslette kristne.
Følg Terror

Empatisk og moderat vil ingen danskere kalde Abu Musab al-Barnawi.

Som tidligere operativ hærchef i den vestafrikanske jihad-bevægelse Boko Haram, der siden 2009 har slået mere end 20.000 civile ihjel og gjort 2,2 millioner mennesker hjemløse, er den foreløbige vinder af sommerens magtkamp i dødsgruppens topledelse i den grad gennemsyret af en morderisk tankegang.

Den cirka 25-årige nigerianer og søn af Boko Harams grundlægger har masser af blod på hænderne.

Men han varsler alligevel en LIDT mindre ukontrolleret og selvdestruktiv kurs. En kurs, som moderorganisationen IS bakker op om i utilfredshed med den detroniserede leder Abubakar Shekaus diktatoriske stil og balstyriske angreb på moskéer, markeder og fredelige muslimer i Nigerias nordlige provins.

Abu Musab al-Barnawi vil nemlig udelukkende terrorisere og dræbe kristne.

Opgør efter bombeanslag
Magtkampen har, vurderer eksperter overfor The Guardian og CNN, meget at gøre med, at Boko Haram siden marts officielt har været i familie med IS.

Men den stikker sandsynligvis dybere og har reelt ulmet siden Boko Harams bombeangreb sidste år på en moské og en restaurant i byen Jos, som dræbte 40 muslimske mænd, kvinder og børn. Et anslag som har fået nogle af Shekaus støtter til at falde chefen i ryggen og sende et klagebrev højere op i Islamisk Stats internationale hierarki.

Abubakar Shekau nægter at overgive sig. Boko Harams morderiske og diktatoriske leder siden 2009 føler sig udpeget af Allah og beskriver kupmageren Abu Musab al-Barnawi som ubegavet og vantro. Foto: AP
Abubakar Shekau nægter at overgive sig. Boko Harams morderiske og diktatoriske leder siden 2009 føler sig udpeget af Allah og beskriver kupmageren Abu Musab al-Barnawi som ubegavet og vantro. Foto: AP

Det har angiveligt også skabt intern splittelse og tvivl om Abubakar Shekaus evne til at tænke klart i gruppens hovedkvarter i Sambisa-junglen ved grænsen til Niger og Tchad, at Shekau for nogle år siden kidnappede op imod 300 skolepiger med tvangsægteskaber og videresalg for øje.

Presset på gruppen er desuden øget efter sidste års præsidentvalg. Den nye statsleder Muhammadu Buhari har skærpet den militære kamp mod Boko Haram og er flere steder lykkedes med at trænge guerillagruppen tilbage.

Men meget tyder på, at konflikten også er personlig.

Henrettelser og udsultning
I en erklæring lagt ud på internettet bedyrer den nye leder, at han og hans støtter ikke længere vil stå model til den stivnakkede patriarks manglende evne til at lytte og kommunikere, hans hang til personlig luksus, hans henrettelser, udsultning af støtterne og deres familier og hans uvilje til at skaffe våben på højde med den nigerianske regeringshærs udrustning.

I en radio-erklæring forklarer den nye leder Abu Musab al-Barnawi, at Boko Haram i for høj grad er båret af rivalens hævntørst overfor alt og alle, som ikke følger hans udlægning af Allahs vilje.

Boko Harams leder igennem syv år, den benhårde jihad-ideolog Abubakar Shekau, oplæser en erklæring. Han var manden bag kidnapningen af op imod 300 skolepiger i 2014. Mange af dem er siden solgt som slaver eller giftet væk. Foto: AP
Boko Harams leder igennem syv år, den benhårde jihad-ideolog Abubakar Shekau, oplæser en erklæring. Han var manden bag kidnapningen af op imod 300 skolepiger i 2014. Mange af dem er siden solgt som slaver eller giftet væk. Foto: AP

Muslimer skal nu fredes, hvis de ikke generer Boko Haram. Men overfor Nigerias regering og alt, hvad der lugter af kristendom, har al-Barnawi ikke tænkt sig at agere mindre uforsonligt og krigerisk:

'Bliver vi spist, så lad os blive spist, og rister de os, så lad dem riste os. Vi vil aldrig efterlade vores brødre i mørket, tordner han med sin arketypiske islamistiske retorik.

Mor og bror dræbt af bombe
Om Abu Musab al-Barnawis brændstof er mindre eksplosivt end Shekaus, må tiden vise. Men den nye leder har som sin rival masser af personlige grunde til at være hadefuld og morderisk. Hans mor og ældste bror blev ifølge CNN dræbt af bomber under kampe med hæren i 2011.

Abubakar Shekau ligner umiddelbart en slagen mand. Men den rolle nægter han at acceptere. I et svar offentliggjort på nettet nægter han at underkaste sig. Han beskylder al-Barnawi  for at være en vantro kupmager, der håner den hellige bog.

En anonym insider-kilde har da også overfor CNN bekræftet, at det muligvis er for tidligt at afskrive Abubakar Shekau. Manden har stadigvæk en stærk magtposition og har oven i hatten den strategiske fordel, at han kontrollerer en del gidsler. Ikke mindst de skolepiger, der endnu ikke er solgt videre.

Splittelsen har også vist sig strategisk. FN's repræsentation i området har i de seneste uger registreret 'massive bevægelser' af Boko Haram-guerillaer i det nordlige opland og en ny bølge af sammenstød med Nigerias hær og konvojer med FN-flag.

LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Uduelighed er ingen hindring for millionløn

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+