Mand bag ny terror-udstilling: Jeg er bekymret

Forud for åbningen af den stærkt kritiserede martyr-udstilling er personerne bag bekymrede for, om nogen vil forsøge at ødelægge den

Kunsterne bag udstillingen har modtaget trusler, og udstillingen er anmeldt til politet. Hør kunsterisk leder Christian Lollike fortælle om bekymringerne forud for åbningen af udstillingen

- Vi har været nødt til at kontakte Politets Efterretningstjeneste, da kunsterne bag udstillingen har modtaget forskellige ubehagelige trusler.

Sådan lyder det fra den kunsteriske leder, Christian Lollike, da Ekstra Bladet møder ham i udstillingslokalerne i Teater Sort/Hvid på åbningsdagen. Sammen med gruppen The Other Eye of The Tiger står han bag martyr-udstillingen, 'Martyr-museum'.

Udstillingen består hovedsageligt af en række fotografier af de gerningsmænd, der står bag de sidste årtiers største terrorangreb. Blandt andre er el-Bakraoui-brødrene, der i marts bombede en lufthavn og en metrostation i Bruxelles portrætteret, ligesom en af terroristerne bag Paris-angrebet også er at finde på væggene.

Politianmeldt

Denne hyldest til de såkaldte martyrer kan få store konsekvenser, mener Diego Gugliotta, medlem af Venstre, som i starten af maj politianmeldte udstillingen med anklagen om, at den opfordrer til terrorisme.

- Når man sidestiller terrorister med helte, så er man med til at tilskynde terrorisme. Og man kan risikere, at der er nogle unge i de radikaliserede miljøer, som bliver yderligere påvirket til at tage det næste skridt og foretage en terrorhandling, har han tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

Diego Gugliotta mener, at udstillingen overtræder straffelovens regler om, at man ikke må opfordre til terrorisme. Formålet med anmeldelsen af udstillingen er derfor at afprøve, hvor grænserne for ytringsfrihed går.

- Jeg vil gerne vide, hvor grænserne for ytringsfrihed går inden for vores lovgivning. Ikke nødvendigvis vores personlige grænser, men de lovlige grænser, siger han.

Til politianmeldelsen af udstillingen siger Christian Lollike:

- Jeg synes, det er en pinlig form for populisme i stedet for at undersøge, hvad udstillingen handler om. Det er for at score vælgere på et plat stunt.

Trusler

Kunstnerne bag 'Martyr-museum'-udstillingen har lige fra påbegyndelsen af arbejdet på udstillingen modtaget trusler, og derfor har teatret set sig nødsaget til at kontakte PET.

- PET har også orienteret Københavns Politi, og vi regner med at statsmagten og politet tager opgaven alvorligt og orienterer os om, hvordan vi skal forholde os.

I klippet kan du blandt andet høre, hvad kunsterisk leder Christian Lollike siger om formålet med martyr-udstillingen

Terrorister og Martin Luther King side om side

På væggene hænger også fotografier af andre, som er 'gået i døden for det, de tror på', som folkene bag udstillingen udtrykker det. Det er blandt andre Sokrates og Martin Luther Kings ansigt, man kan se på væggene i selskab med terroristerne.

- Jeg synes, det er vigtigt at undersøge, hvad martyrbegrebet dækker over. Matyrer er både terrorister, men også gamle kristne, som er gået i døden for deres tro, siger Christian Lollike.

Udover fotografier består udstillingen af rekonstruktioner af genstande, der er relateret til begivenhederne, såsom ejendele fundet på de forskellige gerningssteder, terroristernes sidste måltid og meget mere.

I oplyste montre ligger rekonstruktioner af terroristernes sidste måltid, personlige papirer og genstande, som er fundet på gerningssteder (Foto: Boris Grimbäck)