Ifølge det internationale nyhedsbureau AP, er den japanske journalist Kenji Goto hertil aften blevet halshugget af terrororganisationen Islamisk Stat.
Angiveligt har ISIS offentliggjort henrettelsen på op til flere islamiske hjemmesider i en video, der bærer et mærke, der tidligere har kendetegnet Islamisk Stats videokommunikation på nettet.
Netop nu arbejder den japanske regering på at identificere, hvorvidt videoen er autentisk.
På videoen vises en mand, der bærer hætte, og som skærer halsen over på gidslet.
På videoen siger bødlen:
- På grund af jeres hensynsløse beslutning om at tage del i en krig, der ikke kan vindes, vil denne kniv ikke alene slagte Kenji, den vil også fortsætte og skabe blodbad, hvor end jeres folk bliver fundet. Så lad mareridtet for Japan begynde.
Islamisk Stat har tidligere krævet en kvinde, der sidder i jordansk fængsel, løsladt. Hun er dømt for terror efter et mislykket selvmordsattentat.
Samtidig holder Islamisk Stat også en jordansk pilot som gidsel, og der har været rapporter om forhandlinger, der skulle sikre japaneren og jordanerens løsladelse - måske i bytte for den kvindelige terrordømte fange i Jordan.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at der i den nye video ikke nævnes noget om den jordanske pilot, som den islamiske bevægelse også har truet med at dræbte.
I forrige uge publicerede terrororganisationen en anden video, som angiveligt skulle vise halshugningen af et andet japansk gidsel den 42 årige Haruna Yukawa, der i august blev taget til fange af ISIS.