Mette Frederiksen kalder angreb i Østrig forfærdeligt

Flere lande udtrykker opbakning til Østrig efter angreb i Wien, som ifølge minister er terror

Mette Frederiksen kalder angreb i Østrig forfærdeligt

Video: AP

Blandt andet Danmark, Frankrig, USA og Tyskland har mandag aften sendt støtte og sympati til Østrig, efter at hovedstaden, Wien, har oplevet angreb, der ifølge indenrigsminister Karl Nehammer er terror.

I et tweet kalder statsminister Mette Frederiksen (S) angrebet forfærdeligt:

- Forfærdeligt angreb i Wien her til aften. Mine tanker går til ofrene, deres familier og hele det østrigske folk.

- Danmark står skulder ved skulder med Østrig i denne svære tid, hedder det i tweetet, der er udsendt fra statsministeriets officielle Twitter-konto.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kalder angrebet i Wien for tragisk. På Twitter skriver Jeppe Kofod, at 'plagen fra terrorismen må stoppe'.

- Vi må og vil stå sammen i solidaritet og sympati med ofrene, deres familier og hele den østrigske befolkning, skriver han.

Der var meldinger om skyderier seks forskellige steder i Wien. Ifølge tv-stationen ORF er flere mennesker dræbt.

Fra den tyske regering er der også kommet en melding.

- Vi må ikke give efter for hadet, lyder det fra Tysklands udenrigsministerium på Twitter.

På samme sociale medie skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, at han deler østrigernes chok.

- Vores fjender har brug for at vide, hvem de har med at gøre. Vi giver ikke efter for noget, skriver han.

EU-præsident Charles Michel kalder ifølge nyhedsbureauet AFP angrebet for 'kujonagtigt'.

- Europa fordømmer denne kujonagtige gerning, der udøver vold på liv og menneskelige værdier.

I USA fordømmer Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, og hans hustru, Jill, også angrebet.

Det samme gør præsident Donald Trump.

- Vores bønner går til Wiens beboere efter endnu en ondskabsfuld terrorhandling i Europa, skriver han på Twitter.