Mindst 27 dræbt af Taliban ved to angreb i Afghanistan

Angreb fortsætter til trods for, at USA og Taliban synes at være tæt på at indgå en fredsaftale

Mindst 17 regeringsvenlige militssoldater er blevet dræbt ved et Taliban-angreb i det nordlige Afghanistan, oplyser lokale embedsmænd i Takhar-provinsen.

- Fire militssoldater blev såret ved angrebet, siger guvernørens talsmand Mohammad Jawad Hijri.

Taliban angreb militssoldaternes base i distriktet Khawja Bahauddin natten til søndag. Militsstyrkens leder, Malik Ahmad Tatar, er en kendt modstander af Taliban.

Taliban opgiver et større antal dræbte end myndighederne. Talibans talsmand, Zabiullah Mujahid, siger i en erklæring udsendt søndag, at 21 militssoldater blev dræbt, og at Taliban har taget de dræbtes våben.

Lørdag blev ti afghanske soldater dræbt ved et andet Taliban-angreb mod en militærbase i Helmand-provinsen i den sydlige del af landet.

Taliban er en islamistisk milits, der opstod i afghanske flygtningelejre i Pakistan. Militsen rykkede ind på den politiske scene, efter at muslimske oprørere i 1992 overtog magten i Afghanistan, da den russisk-støttede regering kollapsede.

Frem til den amerikansk-ledede invasion i 2001 kontrollerede bevægelsen store dele af landet, hvor Koranens ord blev benyttet til religiøs undertrykkelse af befolkningen - særligt piger og kvinder.

Angreb fortsætter til trods for, at forhandlere fra USA og Taliban synes at være tæt på at nå til enighed om en aftale, der skal føre til en tilbagetrækning af mange af de amerikanske soldater i landet.

Til gengæld for tilbagetrækningen skal Taliban give garantier for en bedre sikkerhedssituation i Afghanistan.

Myndighederne i Washington og Kabul forventer, at Taliban-oprørerne meddeler, at er indstillet på våbenhvile, inden en aftale kan blive underskrevet.

Sneen er faldet over Afghanistan. Det plejer at betyde færre angreb fra Taliban. Oprørerne plejer at bruge vintertiden til at omgruppere, inden de sætter gang i en offensiv i foråret.

Titusinder af civile og soldater samt 2400 amerikanske militærfolk er dræbt, siden USA stod i spidsen for en invasion af Afghanistan for at fjerne Taliban fra magten. Det skete efter angrebene på USA den 11. september 2001, fordi Taliban beskyttede al-Qaeda-lederen Osama bin Laden.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere