Muslimer bange efter terror: - Vores liv er i fare

Muslimer føler sig usikre og frygter for deres liv efter terrorangrebet på en Moské i Quebec, fortæller præsidenten for en anden moské i Canada

Politiet undersøger gerningsstedet. Foto: AP
Politiet undersøger gerningsstedet. Foto: AP

Frygten for terror er intensiveret i Canada, efter at seks muslimer blev dræbt og 18 såret, da flere gerningsmænd søndag aften, lokal tid, angreb en moské med AK 47-rifler.

Den muslimske præsident af en anden moské, som ligger i Montreal, Megmet Deger, har fortalt det canadiske medie CBC, at han ikke var i stand til at sove natten efter angrebet.

Megmet Degers egen moské har flere gange været udsat for angreb. Vinduer er blevet smadret, en person har skudt efter Megmet Degers cykel, og for nyligt udfyldte præsidenten af moskéen en politianmeldelse, fordi cyklen var blevet klistret til med anti-islamisk propaganda.

- Det er meget alvorligt. Vores liv er i fare, siger Deger til CBC.

Han fortæller, at han frygter et lignende angreb på sin egen moské og at folk føler sig usikre, selvom moskéen er udstyret med seks overvågningskameraer.

Den canadiske premierminister har efter angrebet understreget muslimernes betydning for Canada.

- Canadiske muslimer er en vigtig del af vor nations dna, og disse følelseskolde handlinger hører ikke hjemme i vort fællesskab, vore byer og i vort land. Canadiske politimyndigheder vil beskytte alle canadieres rettigheder og vil gøre alt, hvad der er muligt, for at pågribe gerningsmændene til denne forbrydelse og til alle intolerante handlinger i øvrigt, siger Trudeau.

Modviljen mod muslimer er de seneste år vokset i Canada.

I 2015 var et forbud mod niqab - der dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene - et stort tema i valgkampen, især i Quebec. Et stort flertal var for et forbud i det offentlige rum.

Skød efter de bedende
Mohamed Yangui, som kommer i den moské, som blev angrebet,  var ikke selv til stede i moskeen under skyderiet, men oplyser til lokale medier, at han modtog flere desperate telefonopkald under aftenbønnen.

Han kendte umiddelbart efter skyderiet ikke det præcise antal af tilskadekomne, da mange er blevet bragt til forskellige hospitaler i byen.

Et vidne fortæller, at en af gerningsmændene bevidst skød efter nogle af de personer i kirken, som var optaget af bøn.

Myndighederne har senere officielt bekræftet, at der er seks dræbte.

To anholdt
Politiet oplyser, at to personer er blevet anholdt i forbindelse med skyderiet søndag aften. Vidner fortæller til lokale medier, at tre bevæbnede mænd var involveret i skyderiet.

Der var omkring 40 personer i moskeen under angrebet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Quebec er hovedstaden i provinsen Quebec. Der bor godt en halv million mennesker i byen.

Angreb på moskéer

Masseskyderier er sjældne i Canada, men der har været flere tilfælde af hærværk mod moskeer.

  •  I 2013 blev en moské i Quebec-provinsen udsat for hærværk og overdynget med griseblod.
  • I 2015 blev der sat ild til en moské i Ontario-provinsen. Det skete dagen efter angrebet i Paris 13. november.
  • I 2016 blev et afskåret grisehoved efterladt foran den moské, der søndag blev angrebet. Det skete under ramadanen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere